- Fredag, 21. februar 2020
For fjerde år i træk har Nibe Håndboldklub i denne uge – skolernes vinterferie, torsdag og fredag – arrangeret HOPPELAND for alle børn.
Torsdag var omkring 250 børn i Nibehallerne, og i dag fredag et tilsvarende tal – så vidt dagen fredag endnu ikke er gået, og der er åbent til kl. 16.
Det er en smule færre end de seneste to år, men der er i år også større konkurrence på dette felt, lyder det fra Nibe Håndboldklub. Trods det let faldende antal deltagere, var der fredag formiddag, da Nibe Avis besøgte HOPPELAND, stor aktivitet ved alle forlystelser, og børnene morede sig, mens forældre og bedsteforældre fik sig en tiltrængt kom kaffe og lidt »snak« ved bordene.
Overskuddet ved årets HOPPELAND går delvist til Nibe Håndboldklubs U15 og U19 drenge, der dels får et tilskud til deltagelse i dette års klubweekend ved Bov Cup og dels samler holdene sammen til en udlandstur i 2021.











