- Som frisør, er man nødt til at blive ved med at udvikle sig, da der hele tiden kommer nye tendenser og der sker en enorm udvikling i faget og hele branchen. Men også fællesskabet med de andre vægter højt for os. Sådan begrunder Jeanette Sloth og Ina Bach fra frisørsalonen i Skomagergade 16, at de har valgt at gå ind i et spændende samarbejde med, hvorved salonen skifter navn til »Zoom by Zoom«.

- Vi har siden vi startede selvstændigt i 2017 oplevet en god vækst i salonen, og været rigtig godt tilfredse med det, så egentlig lå det slet ikke i kortene at vi allerede skulle ændre lidt på vores salon efter kun tre år, siger Jeanette Sloth, og supplerer: - Vi har hvert år prioriteret kurser rigtig højt - blandt andet med »Zoom by Zoom« og vi har været meget inspireret af det de kunne, og derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da vi blev tilbudt at blive en del af »Zoom by Zoom«

Anerkendt blandt frisører
»Zoom by Zoom« er meget anerkendt blandt frisører, og startede i sin tid som frisør academy. De inspirerer danske frisører med de nyeste trends, spændende klippekollektioner, nye klippeteknikker og innovative koncepter der bidrager til den enkelte frisørforretnings kreative og forretningsmæssige udvikling. Ina Bach uddyber beslutningen: -  Som selvstændig er man nødt til at tænke nye tanker og tænke fremad for sin virksomhed, og vi var enige om at det lød som et rigtig spændende koncept, og en fed måde at udvikle sin forretning på, så vi blev hurtigt enige om, at det var det vi ville med vores frisørsalon i Nibe.

Sparring med andre frisører er en fordel
De to kompagnoner er enige om at selv om de har hinanden at sparre med i det daglige, så vil det at blive en del af et større fællesskab, hvor man bruger og hjælper hinanden med at drive sin forretning bedst muligt, bliver en fordel, og at det helt klart vil være med til at udvikle dem endnu stærkere rent fagligt. - Det er med til at vi forhåbentlig stadig synes det er sjovt at stå og klippe om 15-20 år, siger de samstemmende.

Ny frisør i Nibe er i forvejen en Zoomie!
Jeanette og Ina har været på udkig efter en ekstra kollega, og det er lykkedes med ansættelsen af Lina Sejersen, og det er også lykkedes via det nye kæde-samarbejde: - At »Zoom by Zoom« er anerkendt blandt frisører, har vi også set nu hvor vi har søgt efter en assistent. Der har været flere gode bud. Vi har dog været heldig at lokke en kendt zoomie til salonen, så hun har allerede konceptet på rygraden. Det er helt klart også med til at styrke vores salon, og forhåbentlig kan vi snart tilbyde knap så lang ventetid, som vi har haft de sidste mange måneder.

Lina er uddannet frisør, og træffes i salonen 2-3 dage om ugen, og hun er allerede faldet rigtig godt til - og hun har været fuldt booket, lige siden hun startede for et par uger siden. 

- Lina er rigtig dygtig både som colorist men også klippeteknisk. Hun er bl.a en del af »Zoom by Zoom«’s kreative team, som tager rundt i landet og underviser danske frisører, fortæller Jeannette Sloth om den nye frisør-assistent i Nibe.

Kunderne vil i første omgang blive mødt af et nyt facadeskilt, og de vil blive guidet til en ny hjemmeside med booking, - og så vil de fremover opleve et fagligt højere niveau. - Men vi er stadig de samme som vi plejer, lover Jeanette og Ina.