Af Katrina Schüsler Formand, Sommersang i Nibe

Sommersang i Nibe har i sommeren 2020 fundet vej gennem Corona-labyrinten og i midten af denne labyrint fremstod en ægte og virkelig skat, fyldt med sang, fællesskab, mu-sik, sangglade mennesker, grin og latter. 

Sommer, sommer og sol
Sommersang i Nibe har hen over sommeren afholdt tre sangaftener. Den første aften indtog Sommersang Nibe skolegård, der grundet Corona-regler på daværende tids-punkt, viste sig at være et godt sted. Vejrguderne var desværre ikke tilstede med det bedste sommervejr denne aften. Bedre var det den anden aften, hvor Sommersangen tog sin faste plads på torvet i Nibe.  

Den tredje og sidste aften Sommersang var på Torvet i Nibe for i år, sluttede af med solskin og næsten 30 grader, samt en god portion veloplagte deltagere og en rigtig god stemning. Lige hvad arrangørerne havde drømt om. 

Med ændrede Corona-regler og en respekt for overholdelse af disse, har bestyrelsen for foreningen Sommersang i Nibe, i løbet af sommeren haft kontakt til både Politiet og Aalborg Kommune, hvilke har været behjælpsomme med, at der er blevet taget de fornødne forholdsregler i forbindelse med afholdelse af arrange-menterne.  

Et enkelt koncept med egen medbragt klapstol, et smil på læben tilsat en god portion solskin, gør at arrangørerne omkring Sommersang i Nibe sidder tilbage med en god smag i munden og med en fornemmelse af, at Sommersang i Nibe er kommet for at blive. 

Plejehjemsbesøg i sanselige haver
Sommersang i Nibe er for alle mennesker i alle aldre. Denne sommer er konceptet blevet udvidet, så Sommersang i Nibe også kan nå ud til de mennesker, der grundet svækket helbred ikke har haft mulighed for at troppe op til sangaftenerne. 

I stedet har det ført med sig, at Plejehjemmet Solsidecentret hele fire gange hen over sommeren har haft besøg af Sommersang i Nibe. I Solsidens smukke sansehave, har fællessangen bragt stor glæde for beboerne. 

I 2021 vender Sommersang i Nibe stærkt tilbage. Og hvem ved, måske er der endnu flere nye idéer, der er klar til udfoldelse til den tid?