Med støtte fra Farstrup, Lundby, St. Ajstrup, Sebber, Bislev, Ejdrup, Nørholm og Nibe - Vokslev sogne bringer sognene fra fredag en online koncert med kendte, populære og rutinerede musikere.

Der er tale om en varieret koncert, fyldt med indlevelse og stemningsmættede instrumentale lydbilleder fra det klare kildevæld, til sange med vokal om hverdagsliv, savn og kærlighed.

Koncerten er indspillet uden publikum i Nibe kirke. Idéen er at bringe kulturen ud til alle derhjemme i stuerne, i en tid hvor alt er lukket ned.

Tine Lilholt* (fløjte og harpe) og Klaus Thrane* (trommer og slagtøj) præsenterer deres musikalske univers Dreamscapes, der er musik komponeret i tæt samklang med Tines malerier. Med sig har de Jesper Frost Bylling (vokal, bas og guitar) der for tiden indspiller sit første album med egne sange, og derfor kommer der også udvalgte smagsprøver fra den kommende udgivelse. Ole Sloth (vokal og keyboards) supplerer med fortolkninger af danske popsange.

Find koncerten på de ovennævnte sognes Facebook og hjemmesider fra fredag den 26. februar 2021.

* Tine Lilholt og Klaus Thrane var tidligere gennem mange år en del af Lars Lilholt Band, men de har nu helliget sig deres egen musik og kunst.