Fra Johannes Jacobsen, Kræmmergade 35, Nibe, har redaktionen modtaget dette læserbrev:

Over de seneste uger har Nibe Avis på fornemmeste vis kastet lys over den gruppe af modige nibenitter, der under besættelsen satte deres liv på spil.

Først skal det nævnes, at det med tydelighed viser styrken ved et forankret, seriøst lokalmedie. Det skal vi sætte pris på – det er ikke alle byer eller områder i landet, der er så heldige at have en lokalavis, der kan informere og oplyse.

Dernæst min egentlige hensigt:

Vi skal have et mindesmærke for ’Nibegruppen’, de 14 modige mænd, der satte livet på spil ved at trykke ulovlige publikationer med informationer om modstandskampen og ved at modtage nedkastninger af våben og andet fra englænderne. Det har ikke været en nem beslutning at gå i gang med modstandsarbejdet. Alle kan være en helt i krigens sidste dage, når fjenden nærmest er besejret. Men det var ikke tilfældet i 1943-44, hvor besættelsens skygger stadig hang tungt over Danmark. Det er svært at sætte sig ind i det mod, der skal til for at gå ind i livsfarlig, væbnet modstandskamp. Sandheden er jo, at det er de færreste af os, der ville gøre det.

Så meget desto mere skal vi mindes de, der rent faktisk gjorde det. De skal hyldes for deres store indsats for vores land, vores samfund og vores frihed. Vi skal – på tværs af alle generationer – fortsat mindes om den kamp, der er gået forud for os. Vi skal mindes om, at et frit, demokratisk samfund ikke kommer af sig selv. Det gælder i øvrigt også i fredstid. Hvis ikke vi står op og lever demokratiet hver dag, beskytter det, kræver det, bruger det, udvikler det, så kan det forsvinde.

Derfor bør vi som by samle sammen til et mindesmærke for Nibegruppen. Hvem er med?

Johannes Jacobsen

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.