Badeforbuddet i Nibe og i Stavn, som Aalborg Kommune udstedte mandag, blev aflyst onsdag.

DA BADEFORBUDDET BLEV UDSTEDT, FORLØD DET SÅLEDES:

Aalborg Kommune har netop udstedt midlertidigt badeforbud to steder ved Nibe på grund af for højt indhold af e-colibakterier og enterokokker. Det gælder badevandet ved Stavn og Fjordbadet i Nibe Lystbådehavn. Både mennesker og dyr rådes til at blive på land.

I badesæsonen udtager Aalborg Kommune hver uge vandprøver fra 20 badevandsstationer i kommunen. Den seneste måling viser, at der er for højt indhold af e-colibakterier og enterokokker i badevandet ved Stavn og Fjordbadet i Nibe Lystbådehavn. Der er nu sat skilte op begge steder, som informerer om badeforbuddet.

Overskridelse af badevandskravene sker som regel ved store regnskyl, der medfører overløb af kloakvand, eller fra åtilløb.

Aalborg Kommune fjerner skiltene med badeforbuddet igen, når badevandskravene ikke længere er overskredet.