- Mandag, 18. april 2022
Igen i år er der lokal repræsentation på Team Rynkeby Nordjyllands cykelhold, der i år meget gerne skal ende i Paris d. 16/7 efter at de seneste to år er aflyst pga. Corona. Sidste år kørte holdet dog Danmark rundt med en lille afstikker til Tyskland, men alt tyder på at den traditionelle tur til Paris kan lade sig gøre i år. I år deltager Charlotte Jacobsen, Marianne Staun Nørgaard, Heinrich Nørgaard, Troels Severinsen og Peter Henriksen.
Team Rynkeby Fonden samler hvert år penge ind til børn med kritisk sygdom og donerer alle de indsamlede penge til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Deltagere dækker selv egne udgifter til cykel, cykeltøj og hotelovernatninger (suppleret med muligheden for teamsponsorater til dækning af brændstof til følgebiler, færge, træningsweekend mv.). I år har Team Rynkeby Nordjylland allerede indsamlet mere end 1 mio kr. fra sponsorer og private bidrag og vi forventer at dette tal vil være væsentligt større inden afrejsen til Paris, fortæller Troels Severinsen til Nibe Avis.
Trods Corona havde Team Rynkeby i 2021 mere end 6.500 sponsorer, som bidrog med enten penge eller naturalier til projektet. Det betød, at Team Rynkeby kunne donere hele 72,4 mio. DKK til organisationer, som støtter børn med kritiske sygdomme i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island, Schweiz, Tyskland og Belgien.
På en af de seneste træningsdage havde det samlede nordjyske hold udgangspunkt hos Nibe Festival, der samtidig er en af holdets sponsorer.















