Ægte entusiasme kan man ikke købe sig til; Det, der tæller, er interessen for de skønne slæder fra den anden side af Atlanten. Sådan lyder det fra Anders Bruun, som er formand for American Wheels, Aalborg.  Tyve af klubbens entusiastiske medlemmer havde i fredags sat et par timer af til at promovere i Nibe med deres imponerende amerikanske køretøjer. Nogle af ældre dato. Andre ikke. Men allesammen en sand fryd for øjet, og for dem som interesserer sig meget for den slags, så var det virkelig muligt at få sig én på opleveren den skønne forårsaften i Nibe.

Nogle af bilejerne kunne i stor stil udbrede sig om motor og andre vigtige tekniske specifikationer, medens andre gik lige så meget op det ydre udtryk, og med stolthed kunne præsentere køretøjer, som nærmest er hysterisk velholdte.

Go’ handel i butikkerne i kølvandet på bil-kiggeriet
Nibe Handelsforening var arrangør af amerikanerbil-træffet i midtbyen, og herfra lyder der stor tilfredshed efter eventen: - Vi er meget tilfredse med det store fremmøde til denne aktivitet, og vi kunne høre på de mange kunder, som gik i butikkerne for at gøre brug af de gode tilbud, at det havde været en god oplevelse at se de mange amerikanske biler, fortæller Lotte Andersen fra Style4you. Hun har været tovholder på den del af fredagens program, som omfattede køretøjerne fra American Wheels, Aalborg.