- Tirsdag, 13. september 2022
Nedenstående tekst har Nibe Avis modtaget fra Aalborg Forsyning, og redaktionen har siden forelagt det for Nibe Varmeværks bestyrelse, der ikke har yderligere kommentarer dertil.
Aalborg Forsyning er i dialog med Nibe Varmeværks bestyrelse omkring muligheden for at overtage selskabets aktiver og kundeforhold. Falder alt på plads, vil nibenitterne kunne blive en del af Aalborg Forsyning i første halvår af 2023.
Ligesom mange andre steder oplever varmeforbrugerne i Nibe store udfordringer med prisstigninger som følge af en stor afhængighed af naturgas. Derfor har Aalborg Forsyning siden foråret 2022 været i dialog med Nibe Varmeværks bestyrelse om at overtage selskabets aktiver og kundeforhold, så varmeforbrugerne i Nibe kan blive kunder ved Aalborg Forsyning og dermed opnå store besparelser på deres varmeregning.
– Naturgasprisernes himmelflugt har givet travlhed i Aalborg Forsyning, og vi oplever en ekstrem stor interesse for at blive koblet på vores fjernvarmenet, siger Jesper Møller Larsen, chef for varme, køl og gas i Aalborg Forsyning.
– Men af respekt for de store udfordringer, som varmeforbrugerne i Nibe oplever med massive prisstigninger, arbejder vi på højtryk for at kunne overtage Nibe Varmeværk. Det kræver dog et stort analysearbejde og grundige beregninger, inden vi kan indgå en aftale.
Arbejdet er blevet yderligere kompliceret af den igangværende forsyningskrise og økonomiske usikkerhed med inflation og stigende priser på alt fra brændsler til el og tekniske anlæg, hvilket har medført nogle måneders forsinkelser i den oprindelige tidsplan. Men forventningen lige nu er, at Aalborg Forsyning til november kan fremlægge et oplæg for bestyrelsen i Nibe Varmeværk. Afhængigt af om bestyrelsen og Aalborg Forsyning kan nå til enighed, vil der blive fremlagt en indstilling til beslutning på en ekstraordinær generalforsamling, forhåbentligt i begyndelsen af det nye år, om en mulig overtagelse i første halvdel af 2023.
– Det er dog vigtigt at påpege, at tidsplanen er lavet med forbehold, og der kan forekomme forsinkelser, såfremt drøftelserne og forhandlingerne trækker ud, men det er vores klare mål, at varmeforbrugerne i Nibe bliver en del af Aalborg Forsyning i løbet af første halvdel af 2023, siger Jesper Møller Larsen.
De beregninger og analyser, der ligger til grund for Aalborg Forsynings overtagelse af Nibe Varmeværk, er baseret på en meget grundig gennemgang af alle eksisterende tekniske anlæg og dokumentation fra Nibe Varmeværk – fx produktionsanlæggene på værket, ledningsnettet i byen osv. Derudover er beregningerne og analyserne baseret på en prognose for de kommende 20 års drift.
I dette tilfælde en drift, hvor Aalborg Forsyning ønsker at styrke synergierne og fordelene ved en fælles forsyning via et fælles og forbundet ledningsnet.








