Det er 20 år siden, den første Kulturnat i Nibe så nattens lys – i år endnu to aftener med et stort udbud af kultur i Nibe.

Når dagslyset torsdag i næste uge svinder ind, er det samtidig signalet om, at de første indslag til to aftener med overvejende lokal kultur, som vil udfolde sig på en række forskellige lokaliteter i Nibe – udendørs som indendørs.

Nibes lille kapel i kanten af kirkegården ved Sygehusvej og Grydstedvej, lægger rum til årets første indslag.
Her vil kirkegårdsleder Lea Møller Christensen guide interesserede gennem en lille workshop, hvor man kan lære at lave en efterårsdekoration til gravstedet. Til denne særlige aktivitet er der tilmelding, som fremgår af rubrikken »Kirke og Liv« i denne uges udgave af Nibe Avis.

Torsdag aften er der i lighed med tidligere år også højtlæsning på Nibe Bibliotek:
Her opfordrer Kulturnattens arrangørgruppe til, at børnene møder op i nattøj og evt. medbringer deres sovedyr.

Fredags-åbning med musik, tale og kanonsalut!
Fredag aften er den alt-overskyggende aften, hvor kulturen folder sig ud i Nibes midtby.

Aalborg Garden indleder med musiceren på og omkring Torvet fra kl. 18.15 – og kl. 19.00 er der velkomst ved Willy Kær fra Kulturnatgruppen og åbningstale ved lokalvalgte Jes Lunde (R), rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Nibe Marineforening skyder derefter Kulturnatten i gang.

LÆS DET SAMLEDE PROGRAM HER