Om vi kan forstå det eller ej, så stunder det atter mod den mørke tid på året, og julen er igen nært forestående.

Det betyder blandt andet, at der skal julehygges og julehandles i Nibes butikker, og butikkerne kvitterer her på forhånd ved at sørge for en julepyntet midtby og lys på byens juletræ, som Aalborg Kommune hvert år skænker til byen.

Fredag tændes så det store juletræ på Torvet, og Nibe får i den anledning besøg af kommunens borgmester Thomas Kastrup-Larsen, som har påtaget sig opgaven at tænde belysningen i træet. Det sker kort efter kl. 17, når kirkens klokke har slået.

Tradition med julegrød og kogt øl
Den gode tradition, hvor det lokale beredskab og Nibe Handelsforening serverer julegrød og »nisseøl« eller saft for publikum gentages også i år, ligesom Nibeblæsernes nisseorkester vil fylde luften med hyggelige jule- melodier.