I november blev Lions Club Nibes kæmpe Bingo arrangement afholdt i Nibehallerne. Her var det lykkedes at fremskaffe over 300 gevinster fra sponsorer til en værdi af ca. 80.000 kr. Der var ca. 400 deltagere til Bingo arrangementet, der blev afviklet på en rigtig flot og professionel måde. Arrangementet gav ca. 85.000 kr. i overskud, så der var i år rekord på både antal præmier, antal deltagere og størrelsen af overskuddet. Det er vores klare indtryk, at Bingo arrangementets formål med Julehjælp fik mange handlende og virksomheder til at donere store og flotte præmier. Både Lions Club Nibe og Guldgåsen har opnået stor vejvilje og støtte fra Nibe Handelsforening og butikkerne i Nibe samt fra Erhvervslivet i Nibe og omegn, siger Gert Kristensen, præsident for Lions Club Nibe.

Julehjælpen uddeles i samarbejde med LC Guldgåsen i Nibe, der bl.a. har indtjent midlerne til julehjælp ved salg af guldhæftet, hvor køberne af guldhæftet opnår stor rabat på at handle hos butikkerne i Nibe. Der bliver i år mange familier, der får en ekstra god jul med hjælp fra Lions klubberne i Nibe.