Jørn Vestergaard, tidligere professor i strafferet ved Københavns Universitet, kan på mandag den 30. januar fejre 75 års fødselsdag.

Fødselaren har det meste af livet været bosat i København, men stammer fra Nibe, hvor forældrene indtil 1964 drev det daværende Hotel Nibe, og en periode drev de også Skal Pavillonen i Nibe.

Musik som teenager
Det var med Hotel Nibe som udgangspunkt, fødselaren som ungt menneske blev grebet af musikken, og kom med i ét af de navnkundige Nibe-orkestre, The Bobbies. Her spillede han som pianist, guitarist og sanger sammen med Poul Erik Dausel, Birger Jepsen, Carl Svensson, Knud Erik Jensen og senere Erik Harritsø, da Birger Jepsen skiftede til The Bongoes.

Hotel Nibe var nummer ét
Jørn Vestergaard fortæller selv til Nibe Avis, at han og forældrene ofte tog imod forespørgsler til orkesterets engagementer, da hotellet havde telefon nummer »1«, og det var nemt at huske for en hel del idrætsforeningsformænd, kroværter o.a. Selve indgåelse af kontrakter og regnskab blev derefter overdraget til den altid omhyggelige Poul Erik Dausel.

The Bobbies, tidligt orkester fra Nibe fra starten af 1960’erne. Fra venstre: Jørn Vestergaard, Knud Erik Jensen, Poul Erik Dausel, Carl Svensson og Birger Jepsen.

Juraen blev hans liv
Jørn Vestergaard læste jura på Københavns Universitet og blev senere tilknyttet universitetet som professor i strafferet, og har en omfattende udgivelse af bøger og artikler, bl.a. bøgerne Forbrydelser, Strafferetlige sanktioner, Straffeproces, lige som han jævnligt anvendes som ekspert i medierne inden for voldtægtslovgivningen, rigsretssagen, FE-sagen og Minksagen.

Efter sin pensionering er han fortsat tilknyttet:

– Det Juridiske Fakultet som professor emeritus efter i 2020 at have fratrådt stillingen som professor i strafferet, og er medlem af:

–Bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder

– det uafhængige udvalg om strafferammer og strafudmåling, nedsat af Justitsministeriet

–Advokatrådets strafferetsudvalg

og er censor ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik

Tidligere poster og hverv:

2019-21: Medlem af Den uafhængige kontrol- og styregruppe i teledatasagen, nedsat af Justitsministeren

2013-18: Medlem af bestyrelsen for Domstolsstyrelsen

2009-14: Medlem af bestyrelsen for Psykiatrifonden

1993-98: Medlem af Det Etiske Råd.

Jørn Vestergaard er ridder af Dannebrogsordenen og er optaget i Kraks Blå Bog.