Der var julemusik, julemand, julegrød og borgmestertale, da Nibe fredag tændte byens juletræ på Torvet.

Luften var kølig, men der var tørt og godt – og publikum havde fundet det varme tøj frem, da Nibe Handelsforening fredag kaldte til den årlige tænding af byens juletræ.

Store og små var trukket af huse, for det er snart indgangen til julemåneden, og her fejrer man fællesskabet ved dette arrangement. I sin velkomst som repræsentant for Nibe Handelsforening opfordrede byrådsmedlem Torben Froberg Poulsen da også til, at man virkelig støtter Nibes forretninger med indkøb af særligt julegaver. Det er jo Nibe Handelsforening, der står bag byens julebelysning og arrangementet, så det skal gerne blive ved at kunne fejres hvert år. Torben Froberg Poulsen takkede også Aalborg Kommune for byens juletræ, selv om det var tydeligt, det i år ikke er valgår, for træet er "skrumpet" lidt siden sidste år – det må vi se at få rettet inden næste år, sagde han med et julesmil.

Der var julemusik og hyggelig stemning på Torvet, da Nibes juletræ blev tændt.

Borgmester Lasse Frimand Jensen var mødt op i Sildebyen, og han kunne melde, at han nu for første gang i år havde mødt julemanden, der flankerede juletræet og rækken af talere m.fl. Også dér er Nibe i front, indledte han sin tale.

Borgmesteren viste sin stolthed over for Nibe og erindrede om, at Nibe også ligger helt i top med sin "Stafet for Libet", som er den næst-største i Danmark. Det er meget flot med den opbakning, og en stor støtte til de, som desværre er ramt af kræften.
Lasse Frimand Jensen erindrede også om, at Aalborg Kommune for tiden arbejder på en ny daginstitution til dagplejere – en institution, som snart vil kunne aflaste forespørgslen på pasningspladser til de mindste. Denne beslutning følges op af et byggeri af en stor daginstitution med op til 90 pladser.

Det frivillige beredskab serverede julegrød til de mange hundrede fremmødte.

Og som Torben Froberg Poulsen rettede også borgmesteren en opfordring til, at man "tænker globalt, men handler lokalt", både før, under og efter juletidens indkøb. Det styrker Nibe som handelsby, og det skal vi huske, sagde han. Og så fik borgmesteren ellers hjælp af en stor børneflok til at tælle ned fra 10 til "nul", og juletræet lod sig derefter tænde, til glæde for alle fremmødte.

Nibeblæsernes nisseorkester trakterede derefter med endnu flere hyggelige julemelodier for messingsuppe og slagtøj – og det frivillige beredskab serverede mange hundrede portioner julegrød, suppleret med julesaft.
Julemåneden – omend lidt tidligt – var dermed slået i gang i Nibe, der i det kommende år fejrer sit 300 års jubilæum som købstad. / JS

Børnene mødte julemanden - her er nogle situationer:

Juletr-tndes-i-Nibebrn0118
Juletr-tndes-i-Nibebrn0121
Juletr-tndes-i-Nibebrn0116
Juletr-tndes-i-Nibebrn0082