God drift omkring det sportslige for klubbens medlemmer, som en periode må bøde med lidt forhøjet kontingent.

På Nibe Boldklubs generalforsamling kunne klubbens formand Mads Hviid se tilbage på et år, hvor klubben på det sportslige område ikke kunne have ønsket sig et meget bedre forløb. Medlemstallet er efter coronatiden tilbage på sporet, rekrutteringen af klubbens mange trænere og andre ledere er der godt styr på, og såvel omkring klubbens mange ungdomshold og særligt senior afdelingens hold har det sportsligt udviklet sig absolut positivt.

Bestyrelsen har haft mere end rigeligt at se til; først med to år stærkt præget af corona, og efterfølgende et 2022, hvor udgifterne til drift af klubben – specielt omkring varme og el – har presset klubbens økonomi.

Fremragende sportsligt år
Særligt i seniorrækkerne har spillere og trænere udført flotte præstationer: To flotte oprykninger til hhv. serie 1 og serie 4, anført af Allan Nicolajsen, Bjarke Skau samt Nicolai Nielsen. Kæmpe respekt for det, lød formandens ord. Også de kvindelige fightere fortjener ros for i en svær sæson at have sikret forbliven i Jyllandsserien – det kræver sin kvinde at holde hovedet koldt, selv når det ser svært ud.

I ungdomsrækkerne har mange flotte resultater været en fornøjelse at følge fra sidelinjen. Men også når spillet og resultaterne ikke altid er lige sjove, rejser vi os og kæmper videre. Det kaldes sammenhold, og det er her trænernes fortjeneste at fastholde glæden til spillet, trods knubs.

Det lykkedes også i 2022 at få alle hold i gruppen U12 til U15 med på en tur til udlandet – hhv. til Sverige og til Holland.

Ungdomsafdelingens samarbejde med AaB fortsætter, og en del spillere har deltaget i træning i Aalborg, hvor teknik og udvikling er på programmet. Her bragte Mads Hviid en særlig tak til Finn Pilgaard for »dansen med de røde og hvide«.

Ligeledes fremhævede formanden samarbejdet med FC Thy i pigeafdelingen, hvor der ligger mange oplevelser med kampe og træning. Her fik Per Frost og Michael Frendrup en særlig tak.


Niels Rodh modtog klubbens »Årets Spar Nord træner- / lederpris, som her overrækkes af formand Mads Hviid.

Årets Spar Nord træner- / lederpris
Prisen som årets træner- / leder 2022 gives til en person, som gennem mange år har ydet en stor og frivillig indsats, og som har formået at udvikle spillerne og sammenholdet. Æren tilfaldt i år Niels Rodh, der er træner for klubbens U14 drenge. Med prisen fulgte et komplet sæt træningsudstyr, doneret af Spar Nord.

Årets NB’er
Prisen som Årets NB’er 2022 gives til en person, der har ydet en ekstra stor indsats i klubbens frivillige arbejde, med ansvar på mange forskellige opgaver, og trods et travlt arbejdsliv er mange opgaver løst med humør og drive. Æren tilfaldt i år Per Frost for en stor indsats.

Tak og farvel
Mads Hviid sluttede sin årsberetning med at takke alle omkring Nibe Boldklub for hver sin indsats: – Der lægges megen tid i klubben for at få tingene til at lykkes; uden jer var der ingen klub, lød formandens ord – med særlig tak til klubbens kampfordeler. 

Underskud
Kasserer Mette Bach gennemgik så klubbens regnskab, som mundede ud i et underskud på 118.117 kr. Baggrunden er klart øgede udgifter til varme og el, som alene er steget med ca. 104.000 kr. 

Ny bestyrelse valgt – med nød og næppe
Valget til bestyrelsen krævede to nyvalg, idet Mads Hviid trådte tilbage som formand og også Thomas Juul Jørgensen valgte at udtræde; begge efter flere års frivillig indsats og manglende tid.

Det lykkedes ikke at få valgt en ny formand, og til den ene ledige plads valgtes Jørgen Andersen, mens den anden bestyrelsespost indtil videre varetages af Thomas Juul Jørgensen, som blev valgt som suppleant, mens også Martin Sandvej valgtes som suppleant. Bestyrelsen fik så mandat til at finde det manglende bestyrelsesmedlem, og til at konstituere en ny formand blandt bestyrelsesmedlemmerne.

Læs mere fra generalforsamlingen i næste uges trykte udgave af Nibe Avis.