På søndag markerer medlemmerne i Nibe Marineforening 80-året siden foreningen blev stiftet.

Året var 1943, midt under 2. verdenskrig, hvor en lille kreds af tidligere marinere samledes for at drøfte muligheden for at oprette en marineforening for Nibe og omegn. Gasterne, der var samlet, var:
– Mejeriejer Jens Pedersen
– Blikkenslager Johs. Nonboe
– Bødker Holger Dahlstrøm
– Fisker Niels Fuglsang
– Gasværksbestyrer Jens Droob
– Barber Thomas Møller
– Fabrikant Carl Kristensen

Ved mødet besluttede man at gøre forsøget, og 28. maj blev Nibe Marineforening stiftet med et medlemstal på 35 gaster. Den første bestyrelse blev sammensat således: Formand Jens Pedersen, næstformand Jens Justesen, kasserer Johs. Nonboe, Sekretær Moody Sørensen og bestyrelsesmedlemmerne Niels Mortensen, Niels Fuglsang og Theodor Nielsen.

Den første store begivenhed i foreningen blev senere på året indvielsen af foreningens fane med deltagelse af 60 personer.

Traditioner grundlagt
Nibe Marineforening tæller medlemmer, der har gjort tjeneste i den danske marine, i Marinehjemmeværnet, i den danske handelsflåde, har været fisker – eller hvis man slet og ret har en stor interesse for det maritime. På denne baggrund er der gennem tiden grundlagt en række traditioner, som fortsat holdes i hævd den dag i dag, og med et godt kammeratskab som bindemiddel.

Ser man således dette års aktiviteter i foreningen tæller denne, ud over den årlige generalforsamling, også en sommerudflugt, fregatskydning, skipperaften, julefrokost og nytårskur. Her foruden er der hver uge åbent for medlemmerne i foreningens hus på Østerlandsvej.

Kun fem formænd gennem de 80 år
At en forening gennem 80 år kun tæller fem formænd, er ganske sjældent blandt foreninger. Som nævnt var Jens Pedersen foreningens første formand, dernæst Moody Sørensen, Finn Knudsen, Kristian Jørgensen og den nuværende Hans Jørgen Christensen. Bestyrelsen har i øvrigt følgeskab af en række æresmedlemmer og af en lang række af fregatkaptajner – en ærefuld titel, som går på omgang blandt medlemmerne og som erhverves i forbindelse med den årlige fregatskydning.

Fregatskydningen foregik gennem mange år ved Skal Pavillonens skydebane, men blev efter foreningen erhvervede eget hus, henlagt til Østerlandsvej.

Tre hjemsteder
Foreningen blev stiftet på Hotel Phønix, som indtil for godt en halv snes år siden lå på Torvet i Nibe. Kort efter 2. verdenskrigs afslutning fik foreningen mulighed for at rykke ind på Nibe Jernbanehotel – den senere Rådhuskroen og nuværende »Jernkroen«.

I Marinestuen i Strandgade samlede foreningen gennem en lang årrække et stort udvalg af effekter, som i dag udsmykker den noget større marinestue i foreningens hus på Østerlandsvej, som man erhvervede og nyindrettede for godt 10 år siden.

80 års dagen fejres
På søndag fejrer Nibe Marineforening den runde dag ved en sammenkomst for medlemmer og gæster. 

Foreningen tæller ca. 50 aktive og ca. 20 passive medlemmer, men der er fortsat plads til flere, oplyser formanden.