- Tirsdag, 2. januar 2024
Læs hele artiklen i Nibe Avis' trykte udgave
Frivillige, deltidsansatte, ledelse og politisk repræsentation var nytårsaftensdag samlet til nytårsparole på Station Nibe. I alt ca. 35 deltog i parolen.
Lokalt
Stationsleder Morten Fisker gennemgik en række lokalforhold for stationen i Nibe. Her opregnede han 25 indsatser i 2023, fordelt på: 5 »blinde« udrykninger til automatiske alarmer, 3 assistancer til nabostationer, 4 bilbrande, 3 mindre forureninger, 6 mindre brande, 2 bygningsbrande, 1 rednings indsats i havnen og 1 færdselsuheld. Antallet er en nedgang på 10, der flugter med den samlede nedgang for hele Nordjylland.
Stationen er fortsat udfordret på personalet, og der vil fortsat blive gjort en indsats for at tilknytte nye kolleger til de deltidsansatte brandfolk. Der er i 2023 tiltrådt tre nye kolleger – Jesper, Daniel og Tony, hvoraf sidstnævnte allerede er uddannet og har erfaring, mens de to øvrige er nye og skal gennemgå uddannelse. Stationen har i det forløbne år sagt farvel til teamleder Allan Frisk, men har så tilknyttet Kristian Arntzen som teamleder.
I lyset af de manglende kolleger til at fylde alle vagthold, har der i 2023 været indkaldt kolleger 420 gange incl. ferier. Det lægger pres på hele personalet med at holde bemandingen af vagthold (benævnt 1+5), så indsatsen med at rekruttere nye kolleger vil fortsætte i 2024.
Af nye tiltag for Nibestationen nævnte Morten Fisker »Områdeberedskab«, som er et nyt indsatsområde omkring fjorden. Stationen får dog ikke tilført en båd, men må klare indsatsen fra land. Nibe-området omfatter i alt ca. 40 km kyststrækning og flere havne.
10-års tegn til to deltidsansatte
Ved nytårsparolen fik brandmand Pelle Thomassen og stationsleder Morten Fisker hver tildelt et 10-års tegn for ansættelse.
Morten Fisker motiverede for Pelle Thomassen, at han selv og Pelle havde fulgtes ad gennem store dele af både uddannelsen og de efterfølgende opgaver og oplevelser. Vi oplevede begge den gamle station og opbygning af den nye. Morten Fisker roste Pelle for et stærkt gå-på-mod og en stærk social indsats.
Beredskabsdirektør Diana Sørensen roste Morten Fisker for en stor indsats som både brandmand og stationsleder, hvor han har brugt mange timer og dermed fravær fra familie og primært job. – Du er meget vellidt blandt kollegerne og er med, når der skal implementeres nyt. Det er sundt med noget nyt og en solid indsats; bliv ved med det, lød det fra beredskabsdirektøren.
De frivillige
Frits Stevn Sørensen sagde fra stationens frivillige, at han er glad for samarbejdet med alle på stationen, herunder både de deltidsansatte brandfolk og til stationslederens holdning til de frivillige og de forslag, vi kommer med: »Du er altid positiv overfor vore forslag, og det er vi glade for«, lød det fra Frits Sørensen.
Frits Sørensen rettede samtidig en stor tak til alle de frivillige i forplejningstjenesten – herumder ikke mindst de, som til daglig ikke er tilknyttet Nibe-stationen, idet Nibe-stationen omkring for-plejning faktisk er hovedstation i Nordjyllands Beredskab. Det var således f.eks. de frivillige fra »hele Nordjylland«, der deltog i den store forplejningsopgave under naturbranden i Thy.
I det hele taget tager vi altid positivt imod de opkald, vi får om at yde assistance – »det er jo dét, vi er her for«, sluttede Frits Sørensen. Tilsvarende er de frivillige friske og parate til at møde, når der kaldes, og det bringer jeg her en stor tak for, sluttede Frits Sørensen sine ord til de frivillige.








