- Onsdag, 29. maj 2024
God interesse for den fjordvendte dag, hvor alle interesser omkring Limfjorden er repræsenteret.
Lørdag havde vejrguderne sørget for de bedste rammer for den årlige Havnens Dag, der i år blev åbnet af tidligere borgmester, udvalgsformand og byrådsmedlem Elin Møller.
Elin Møller indledte sin dag hos Nibe Roklub, hvor fire roere sørgede for at trække klubbens fine firer med styrmand til havnen, hvor alle kunne følge turen dertil.
Elin Møller blev modtaget af Jesper Boas Therkildsen, formand for Nibe Bådelaug, og efter fanfare ved Nibe Jagtforenings blæsergruppe og kanonsalut fra Nibe Marineforening, holdt Elin Møller sin åbningstale:
– Det er fantastisk at så mange ildsjæle går sammen om , at løfte den opgave det er at lave så mange aktiviteter for alle os der kommer her i dag, det er mange menne-sker der har glædet sig til at opleve de mange spændende ting der er stablet på benene af de mange foreninger og frivillige, sagde hun og fremhævede hver enkelt forening fra arrangørkredsen, hvorefter hun sluttede:
– Alt er jo ikke lutter idyl, vores Fjord har det ikke så godt, mange af fiskene er forsvundet, vi må bede til at myndighederne snart får gjort noget ved problemerne, så der kan blive rettet op på tidligere tiders synder og vi kan få en levende fjord igen.
Aktiviteterne på jollehavnen fortsatte så dagen igennem, og publikum fik prøver på de forskellige aktiviteter – og muligheder for smagsprøver fra fjordfiskeriet.