Stor trædesten fra området ved Nibe Kirke står nu på Nibe Kirkegård.

I sommeren 2022 blev der lavet ny belægning gennem buen i den lille gamle mur udenfor Nibe kirke. Det betød, at de daværende natursten skulle fjernes. Det gjaldt også den fine flade trædesten, som lå lige på den anden af buen. 

Af kirkegårdsleder Christina Pedersen

Dengang anede vi ikke, hvor stor stenen rent faktisk var, før vi fik den gravet helt fri. 

Den var meget større end forventet. Den var også virkelig smuk. Det blev derfor hurtigt besluttet, at den-ne sten ikke skulle sendes til knusning. Det nænnede vi ganske enkelt ikke. I stedet blev den fragtet op på materialepladsen, hvor den har ligget i knap to år. 

Nu er kirkestenen så endelig placeret her – nærmest i centrum af Nibe kirkegård. 

Vi har talt om, at det er sjovt at tænke på, hvem der mon har sat side fødder på lige præcis denne sten på vej igennem buen ved kirken. Det har nogle af jer sikkert. Den har jo ligget der i rigtig mange år. 

Ligesom, at store gamle træer, der er ældre end os selv, kan få os til at reflektere over livet – så kan store imponerende sten det også. Denne sten har været tusindvis af år undervejs, inden den nu er endt her hos os. Tænk lidt over det, når du møder den. 

Vi håber i hvertfald, at andre også vil glædes over, at denne kirkesten nu er endt her midt på vores kirke-gård. Her får den forhåbentlig lov til at blive stående i rigtig mange hundrede år, og måske vil den kunne bidrage til kommende generationers refleksioner. 

Træd derfor gerne ind i bedet og læg din hånd på vores kirkesten. I stedet for at træde på den, kan vi nu lægge en hånd på den. Stoppe op og mærke den. 

Det vil andre allerede have gjort før dig, og mange vil sikkert gøre det efter dig. Måske vi på den måde kan minde hinanden om, at vi er en del af noget større. 

”Størst af alt er kærligheden”

Teksten er valgt med omhu. 

Vores kirkegård er nemlig fyldt med tro, håb og kærlighed. 

Sorg og savn er jo tæt knyttet til kærlighed – til evig tid.