Der er ingenlunde tale om et industrielt resultat, men derimod et eksempel på det ypperste i håndværk i metal.

For kort tid siden kunne Nibe-Vokslev Menighedsråd – og dermed både kirke- gængerne i Nibe og helt særligt dåbsforældre og de børn, som nu og i fremtiden skal døbes – tage et nyt sæt af dåbsfad og dåbskande i brug. Begivenheden blev refereret i de seneste ugers udgave af Nibe Avis, men hvad ligger der egentlig af teknik bag det nye sæt?

Kordegn Kirsten Schøler viser her kanden, der ligesom dåbsfadet er helt ny.

Firma med speciale i »kirkesølv« og -inventar
Menighedsrådets udvalg for opgaven valgte en mere traditionel løsning, frem for en modernistisk løsning, og dette design blev godkendt fra firmaet Fredberg ApS kirkesølvsmedje i Strandby ved Farsø, hvor indehaver Tonny Østergaard har designet såvel fad som kande.

Tonny Østergaard oplyser til Nibe Avis, at hele udformningen er sket som håndværk ad mange processer, og de små hammerslåede mønstre er resultatet af en teknik, der betegnes at siciliere«, dvs. slå hvert enkelt lille mønster med en hammer.

Design og forberedelse er sket hos virksomheden i Strandby, mens selve håndværket er sket i Italien, idet der ganske enkelt i Danmark ikke længere findes fagfolk, der mestrer denne proces.