- fredag, 20. september 2024
Der var lagt op til fredagshygge, da børn fra børnehaven Myretuen i Nibe sang og spillede for beboerne på Solsidecentret i Nibe.
Børnene var spændte inden, de skulle give koncert for de 38 fremmødte beboer i Glassalen på Solsidecentret. Et par friske børn meldte stolt ud, at de skulle synge rigtig højt. Det bragte da også både smil og grin frem hos forreste række, da der højt fra et barn blev meldt ud: ”Hold da op – det er alle sammen bare mennesker.”
Børnene var topklar med et par enkelte imellem, der dog blev lidt genert, da sceneskrækken meldte sig. Men der blev sunget højt og flot, og spillet på medbragte instrumenter. Publikum hyggede sig, og der blev sunget med på sangene. Børnene kom helt ud over scenekanten, og de nåede med deres charme og talent de publikummer helt længst væk i salen. Snakken blandt beboerne var munter, og børnene blev omtalt som små søde bette børn og små flotte unge mennesker med krudt i.
Efter den lille koncert var der tid til, at børn og ældre kunne få sig en lille snak. Glæden hos begge parter var ikke til at tage fejl af, og der blev sagt tak for besøget, og kom snart igen.
Personale fra Myretuen tog initiativet til denne opvisning og fredagshygge, og de håber på, at de kan komme på besøg på Solsidecentret mange gange i fremtiden. Myretuen håber på, at opnå et samarbejde med Solsidecentret, så de to naboer kan skabe relationer imellem to generationer. Deres ønske er at sprede glæde og opnå gode oplevelser for de ældre og for børnene. Udover at skabe glæde for de ældre, bliver der fortalt, at sådanne gode oplevelser for børnene, giver dem en følelse af stolthed, og at det samtidig lærer børnene empati og forståelse for andre generationer. / LA