- Søndag, 13. oktober 2024
Det kendte Aalborgensiske gadeteater Dunkelfolket bød fredag eftermiddag gæsterne indenfor i Nibe Sognegård til forestillingen ”Snehvide”.
Kendetegnende for Dunkelfolket er de sorte dragter og træmaskerne som er designet af kunstner Kirsten Gitz-Johansen, og Dunkelfolkets måde at gå tæt på publikum på, som de møder på gaden, og at de altid er tavse i deres optræden. Denne intro kunne også opleves ved Sognegården fredag eftermiddag før forestillingen.
”Snehvide”
Mette Bach Sloth, Kirke- og kulturmedarbejder ved Nibe Kirke bød velkommen til de mange fremmødte, store som små, og til Dunkelfolket, som herefter opførte deres udgave af ”Snehvide”. Der var dog sygemelding fra 3 af dværgene som var blevet hjemme for at pleje deres sygdom, men det lykkedes alligevel Dunkelfolket at skabe en fin og rørende forestilling, uden ord, til glæde for det store fremmødte publikum, store som små.
Efterfølgende begav Dunkelfolket sig ud i Nibes gader sammen med øvrige gæster og lokale borgere for at få et indblik i og måske deltage med flere indslag i Kulturnatten./HBS









