- Fredag, 15. november 2024
Folk med noget på hjertet vil igennem lys og positive tanker samle folk på årets korteste dag, så vi sammen kan tænde et lys i mørket for fred, frihed og retfærdighed i verden. Et lys der med lokal opbakning skal føre til, at vi i fællesskab kan støtte Læger uden Grænser i deres arbejde rundt om i verdenen. Det skal blive smukt og rørende og sende positive tanker ud i verdenen.
Finn Hviid Bredahl er uddannet skuespiller, men nu er han forfatter. Tidligere har han blandt andet været reklamemand, leder af Himmerlands Teater og Informationschef for Aalborg Kongres og Kulturcenter. I alle år har han brændt for at hjælpe andre. Forresten har han i de sidste år været næsten blind, men det forhindrer ham ikke i at sætte ting i gang og i at hjælpe andre.
Poul Erik Petersen har været gymnasielærer og freelancejournalist, og ligesom Finn kan han lide at samles om at hjælpe andre.
De to har mødt hinanden igennem Nibe Y's Men's Club, og sammen med de øvrige medlemmer lægger de vægt på fællesskabet, kammeratskabet og at støtte op om humanitære formål.
En idé der ikke blev glemt
Finn der er bosat i Sønderholm, fik for ti år siden en idé – sammen med andre ville han tænde et lys for fred, frihed og retfærdighed. Lyset skulle samle penge ind til et lokalt projekt for børn. Dengang var han leder på Himmerlands Teater, og boede i et lille samfund nær Hobro. Men i det lille samfund var tiden ikke den rigtige for projektet, og der kom ingen økonomiske ressourcer til ideen. Ideen om at tænde et lys i mørket blev gemt væk, men ikke glemt.
Verdenen har brug for menneskelig kærlighed
Sidenhen er Finn blevet involveret i Nibe Y's Men's Club. En international organisation, der arbejder ud fra et upolitisk og kristent grundlag, og som hjælper voksne og børn rundt om i verdenen uanset religiøst tilhørsforhold. Finn fortæller: ”jeg vidste med det samme, at min idé med at tænde et lys i mørket passede ind i Y's Men's ånd med at hjælpe andre. Samtidig passer det ind i tiden lige nu med alt den uro, der er rundt om i verdenen – krig i Ukraine, krig i Mellemøsten, der sker grusomme ting i USA og klimaet er ved at kollapse. Der sker også grimme ting i Kina og i Nordkorea. Verdenen har brug for menneskelig kærlighed, og vi skal holde op med at slå hinanden i hovederne med religiøse overbevisninger. Vi i Y's Men's Club arbejder upolitisk, og det gør Læger uden Grænser også – derfor vil jeg igennem Tænd et lys i mørket støtte Læger uden Grænsers arbejde. Desværre er det ligenu mere aktuelt end nogensinde før”.
Tænd et lys i mørket på årets korteste dag
Tænd et lys i mørket afholdes på årets korteste dag, hvor alle der har købt en billet får en fakkel, der tændes i mørket. Lyset skal symbolisere fred, frihed og retfærdighed, og at vi i fællesskab kan hjælpe andre. For at realisere Tænd et lys i mørket har Finn og Poul Erik søgt hjælp hos lokale erhvervsdrivende, og alle steder hvor de har henvendt sig, har opbakningen været stor. Der er blevet sponsoreret gavekort, musik, lys og lyd og meget andet. Nibe Festival ligger lokaler til arrangementet, og efter selve begivenheden med at tænde lyset i form af faklen, inviteres folk indenfor, hvor der kan købes gløgg, æbleskiver, øl og sodavand. Vokalensamblet Sotto Voce fra Aalborg kommer og underholder
Finn fortæller begejstret: ”at alle har bare haft ja-hatten på i forhold til at støtte op omkring Tænd et lys i mørket, og lysten til at være en del af velgørenhed er der blandt folk. Det gør det virkelig sjovt, og jeg får virkelig meget energi og motivation af at møde folk, der er klar til at hjælpe og støtte op.
Vi har brug for det uselviske
Finn har altid været interesseret i humanitært arbejde. ”For mange år siden, da jeg arbejdede på Aalborg Teater, så satte jeg noget i gang, fordi det var oppe i tiden, at Polen manglede en masse ting. Så vi samlede tøj ind til Polen, og det greb om sig, og der kom tre lastbiler fyldt med tøj afsted til Polen. Det blev helt vildt. Jeg kan lide at gøre noget for andre – det er det uselviske, som jeg kan lide, og der er brug for, at folk er uselviske”.
Det man sender ud, kommer mange gange tilbage
I år bliver der tændt lys rundt om i Danmark på årets korteste dag. Andre lokale Y's Men's er også med. Talsmand for Nibe Festivalen Peter Møller Madsen er ambassadør for hele projektet i Danmark, og Finn og Poul Erik er glade for at have ham med, da de mener, at han er et godt navn, og en person folk respekterer.
Finn og Poul Erik drømmer om, at Tænd et lys i mørket kan sprede sig til hele verdenen, da det er en smuk ting, og at det er en måde at kunne samle penge ind til projekter, som har brug for det. Det skal ikke være noget stort show. De ligger mere vægt på det smukke og rørende i konceptet, og lysten til at hjælpe.
Finn følger op: ”hver gang man sender positive tanker ud, så kommer der positive tanker og ting tilbage. Tænk hvis vi kan sende millioner af lys og positive tanker ud – tænk lige hvad der så kan komme tilbage?”
I første omgang vil Finn og Poul Erik blive glade, hvis der er et par hundrede folk fra lokalområdet, der vil være med til at tænde et lys på årets korteste dag. De oplyser dog med et smil, at der er trykt 500 billetter, og at ”det da ikke gør noget, hvis alle billetter bliver solgt”. / LA