De senere år har i forskelligt omfang været udfordrende for Nibe Varmeværk – og for hele energisektoren generelt. Først sendte corona-tiden energipriserne på himmelflugt, og senere havde såvel værkets forbrugere som bestyrelsen og rådgivere en omfattende dialog om muligheden for, at Nibe Varmeværk skulle overtages af Aalborg Forsyning.
Energipriserne er blevet mere normale, om end stadig usikre i pris – og dialogen med Aalborg Forsyning blev endeligt afsluttet i foråret, hvor bestyrelsen på baggrund af undersøgelser fravalgte en overtagelse til Aalborg Forsyning.

Af: Jacob Søndergaard

Ambitiøs drejebog ”Nibe Varmeværk version 2.0” med fire punkter
– Bestyrelsen har siden foråret haft mulighed for at sætte fokus på, hvordan Nibe Varmeværk fremover skal drives, og hvad vi skal have fokus på. Vi lancerer derfor en ambitiøs drejebog, “Nibe Varmeværk 2.0,” for at sikre fremtidens klimavenlige og prisbillige varmeforsyning i lokalområdet, forklarer Søren Nord Rødkjær, næstformand i Nibe Varmeværks bestyrelse, og han fortsætter:

– Siden generalforsamlingen i april har bestyrelse og ledelse, i samarbejde med en rådgiver, arbejdet på denne drejebog. Formålet er klart: Værket skal kunne levere en stabil, økonomisk og miljøvenlig varmeproduktion samt være bedre brændselssikret. Udviklingen følger tidens politiske strømninger, hvor udfasning af fossile brændsler og grøn elektrificering er højt prioriteret. Planens hovedpunkter er:

Etape 1: Fysisk kapacitets udvidelse. Da de nuværende bygninger og arealer ikke har plads til nye anlæg, planlægges der et jordopkøb af matriklen mellem varmeværkets nuværende placering og bygrænsen ved institutionsområdet. Lokalplanen tillader her, at området bruges til varmeværksudvidelse, hvilket baner vej for fremtidig udvidelse og sikrer, at værket kan følge med efterspørgslen.

Etape 2: Genetablering af Motor 4. Nibe Varmeværk oplever fortsat en stor efterspørgsel på regulerkraftmarkedet, og de nuværende markedsforhold for elpriser gør det attraktivt at etablere en ny motor (Motor 4), som er en decideret udskiftning af en udfaset gasmotor. Denne etape har vist sig som en økonomisk fornuftig løsning, da rådgivers beregninger viser, at investeringen har en kort tilbagebetalingstid, ligesom den bidrager til vores grundlast. Projektgodkendelse for etapen er allerede i gang.

Etape 3: Varmebank. For at kunne udnytte de grønne strømkilder bedst muligt – især når elpriserne er lave – skal værkets akkumuleringskapacitet udvides. Planen om at fordoble den eksisterende kapacitet vil give varmeværket mulighed for at “gemme varme i banken,” og på denne måde optimere driften og skabe større synergi med regulerkraftmarkedet. Også her er projektgodkendelsen i proces.

Etape 4: Varmepumpe En eldrevet varmepumpe med høj kapacitet (5-10 MW) skal kunne fungere som et grønt grund- og mellemlastanlæg i Nibe Varmeværks forsyningsområde. Etableringen af varmepumpen er i tråd med den nationale opbakning til elektrificering af varmeforsyningen, hvilket gør denne løsning både miljømæssigt ansvarlig og økonomisk bæredygtig.

Ikke flere fossile brændstoffer
Bestyrelsen for Nibe Varmeværk har grundlæggende besluttet, at fremtidens varmeproduktion i Nibe skal hvile på samme elementer, som alle andre steder indgår i ”grøn omstilling”. Dermed vil afbrænding af naturgas / biogas i værkets motorer og gaskedel være eneste fossile brændstof.

Varmeværket har i forvejen en mindre el-kogekedel, der producerer varmt vand til ledningsnettet og en ganske lille varmeveksler, der trækker energi ud af røggas fra elmotorernes produktion.

Tidligere har også vindkraft og solenergi været nævnt, men disse er for investeringstunge for Nibe Varmeværk. Tilsvarende er afbrænding af halm eller træpiller ikke en vej, som bestyrelsen ønsker at gå, slutter Søren Nord Rødkjær forklaringen om fremtids-scenariet for Nibe Varmeværk.

Fokus på Grøn Omstilling og Fremtiden
– Med Nibe Varmeværk 2.0 lægger vi en langsigtet plan, der ikke kun skal sikre stabil varmeforsyning, men også en bæredygtig og fremtidsrettet drift, som matcher de politiske målsætninger om fossilfri varme. Vores mål er, at Nibe Varmeværk tager et lokalt ansvar for miljøet, uden at det går ud over forbrugernes økonomi, siger Søren Nord Rødkjær.

Informationsmøde om Projektets Fremdrift
Et informationsmøde forventes planlagt til 1. kvartal næste år, hvor Nibe Varmeværk vil opdatere forbrugerne og andre interessenter om projektets status. Her vil der være mulighed for at stille spørgsmål og få indblik i, hvordan drejebogen vil påvirke varmeforsyningen i Nibe.

Åbent Hus og generalforsamling
Som opfølgning på informationsmødet holdes et ”Åbent Hus” arrangement, inden nogle forslag vil foreligge til beslutning på den årlige generalforsamling senere i foråret.
– Nogle af beslutningerne for fremtidens drift af Nibe Varmeværk er økonomisk ”tunge”, og her ønsker bestyrelsen at forelægge beslutningen for forbrugerne på en generalforsamling.

Udskiftning af målere
Alle de beskrevne udviklinger i den fremtidige varmeproduktion har en tidshorisont på 3-4 år. Heri indgår også, at alle ca. 2400 forbrugeres varmemålere skal udskiftes til målere, der fjernaflæses, og ”nu og her” kan fortælle – dels det aktuelle forbrug – men også kan berette om evt. unøjagtigheder i forbruget, incl. sporing af ledningsbrud etc.

Varmepris forventes fastholdt
På trods af en aktuelt lidt højere pris på naturgas og biogas, så forventer bestyrelsen i 2025 at kunne fastholde den nuværende a conto pris på 625 kr. plus moms i det kommende kalenderår.
Bestyrelsen består i dag af formand Erik Droob, næstformand Søren Nord Rødkjær samt bestyrelsesmedlemmerne Thomas Hougaard Pedersen, Anders Thode og Peter Olsen. Tidligere i år ansatte man Jesper Kent som driftsleder, og han udtrådte ved den lejlighed af bestyrelsen.