- Fredag, 13. december 2024
Endnu engang var det flotte juletræ på Torvet i Nibe samlingssted for dagplejebørn og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre da de lokale dagplejere Naturpatruljen fredag formiddag igen havde inviteret til juletræsfest for børn i Nibe under den kommunale dagpleje.
Hygge om juletræet
For 11. år i træk afviklede Naturpatruljen juletræsfest, og de rettede en tak til alle lokale sponsorer for at bakke op om arrangementet, så det havde været muligt at afvikle det igen i år, og takkede ligeledes de mange familiemedlemmer der også tager sig tid til at feste med de små.
Efter en kort tale af Aalborgs Borgmester Lasse Frimann Jensen, som også takkede Naturpatruljen for initiativet, var der sang og dans om træet, julemænd der delte julegodter ud og uddeling af kagemand og lune æbleskiver samt drikkevarer til børn og voksne.
Man kan vist roligt sige, at der var skabt en fest for de små og deres nærmeste voksne. /HBS










