
- Søndag, 22. december 2024
En del af den årlige julefest på Torvet i Nibe er kåringen af "Årets Nibenit" – en kåring, der i tidligere tider fandt sted ved det nu hedengangne Sildemarked i Nibe, men som for år tilbage blev overtaget af Nibe Handelsforening.
Efter udtrækning af de mange vindere i årets juklelotteri, kunne Bjørn Drejer, næstformand i Nibe Handelsforening, læse den motivering, som de seneste tre års "Årets Nibenit" havde fundet frem til som baggrund for kåringen. Motiveringen lyder således:
Oprindelsen for dette års Nibenit skal vi en smule sydpå for at finde.
Faktisk er årets Nibenit opvokset i Århus, men har siden 2011 boet i Nibe, hvor hun fandt sit blivende Sloth.
Personen, som vi om lidt – forhåbentlig – skal se her på scenen, har en meget kreativ åre, og det kommer til udfoldelse på mange felter.
Hun kan noget med ”hovedet”, men hun kan også noget med hænderne. Det meste deler hun gerne med andre – men man skal også være parat til at lade sig involvere.
Kniber det med at holde varmen, har vor kandidat også en løsning på det – nemlig et særligt stykke klæde, der har Nibe som forbillede: Så MÅ man da kunne kalde sig NIBENIT.
På den mere kulturelle front foregår flere af aktiviteterne i mørket. Det gælder bl.a. i Kino Nibe – men det gælder også rundt i hele Nibe by.
Særligt de seneste par år har Årets Nibenit udfoldet sine evner, så rigtig mange andre fingernemme har fået glæde af det. Det har vi set midt om sommeren, når Nibe er fyldt med strikkeglade personer, der udfolder sig og strikker eller udstiller de strikkede varer i bl.a. Nibe Kirke.
Lejlighedsvis holdes der tilsvarende workshops med strikke-aktiviteter i Kulturhuset i Mellemgade.
Årets Nibenit har også bidraget stærkt til at udvikle Nibes Kulturnat, hvor hun er en del af styregruppen.
Kreativiteten deler hun husbonden, der er dygtig og aktiv musiker – så det hele spiller sammen. Tidligere har de sammen holdt åben have, med musik, loppeboder, øl/vand og pølser en lørdag om året.
Men kirken er hendes dagligdag, hvor hun udfolder sine kreative evner som kirke- og kultur medarbejder – og er med til at lave kreative og kulturelle arrangementer og anderledes gudstjenester.
Tiden er nu inde – hvis I ikke allerede har gættet det – at afsløre, at Årets Nibenit 2024 er
METTE BACH SLOTH
JS / dec.2024