
- Fredag, 31. januar 2025
Forfatteren Carsten Bach Nielsen udgav i slutningen af 2024 sit fjerde bind i romanserien om ”Borgmesteren”, alias Christian Preetzmann, der var Nibes borgmester i perioden 1870-1879.
I sidste uge fik han lejlighed til at uddybe noget af baggrunden for ideen om at vælge netop denne person og denne periode, hvor han går tæt på mange af de begivenheder, som udspiller sig i 1870’ernes Nibe.
Her er Christian Preetzmann hovedpersonen, der kommer til Nibe fra København. Han medbringer sin elskerinde Caroline og hendes børn til købstaden, på trods af, at han er gift med en anden kvinde, som han efterlader i København. Alene denne situation sender nogle chokbølger gennem købstaden, og ”snakken går” om denne nyankomne embedsmand, der gennem et årti kommer til at sætte dagsordenen på hele det offentlige liv. Preetzmann skaber sig med sin personlighed såvel venner som fjender – vel nok mest omkring det politiske liv, hvor det ikke er alle, som er enige i de initiativer, han sætter i gang.
Carsten Bach Nielsens romanserie på nu i alt fire bind, foregår som nævnt i 1870’ernes Nibe, og med baggrund i virkelige hændelser fra købstadens dagligdag, har forfatteren bygget videre og lader livet passere i en verden af fiktion, hvor de personer, herunder særligt borgmesteren, gennem deres liv og handlinger giver liv til romanerne.
Foredraget i Sognegårdens ”Torsdagsklub”, der som altid var åbent for alle, var også denne gang velbesøgt med et halvt hundrede interesserede, der som start og slut sang et par ”vintersange” fra Højskolesangbogen.
Om forfatteren:
Carsten Bach Nielsen er bosiddende i Romdrup, men stammer fra Nyrup Mark ved Sønderholm og har gennem sit liv – dels hos bedsteforældrene, der ejede og boede i ”Priorgården” i Nibe – og dels ved intensivt arbejde med kilder til Nibes historie – oparbejdet et indgående kendskab til Nibe, som den så ud og fungerede i sidste halvdel af 1800-tallet.
Det er denne periode, som danner baggrund for hans udgivelse af, indtil nu, fire romaner om Christian Preetzmann, borgmester i Nibe fra 1870-1879.
Carsten Bach Nielsen er nu pensioneret, men gennem hele sit arbejdsliv var han ansat som gymnasielærer med speciale i historie og musik ved Brønderslev Gymnasium. / JS
