- Tirsdag, 4. marts 2025
I en fastelavnspyntet Nibe Kirke kunne børn og voksne - udklædte eller ej - søndag glædes over at gudstjenesten denne dag var tilrettelagt ud fra fastelavnstema og i et børnevenligt perspektiv.
Som provst Anna Døssing Gunnertoft indledte, så var kirken til denne gudstjeneste peppet op med musik og pynt, og fra start til slut henvendte hun sig især til børnene, blandt andet talte hun de 9 bedeslag sammen med børnene.
Der var ingen orgelmusik, men skøn rytmisk bistand og sang undervejs, og ingen tale fra prædikestolen, men derimod talte Anna Døssing Gunnertoft fra kirkegulvet og igen henvendt til børnene.
Tøndeslagning og fastelavnsboller
Intet var overladt til tilfældighederne, - der var efter gudstjenesten tøndeslagning i det grønne område udenfor kirken for de store børn, og i haven ved Nibe-Vokslev Sognegård hvor de mindste børn kunne boltre sig, og fælles for begge steder var, at alle kræfter måtte lægges i for at få tønderne slået ned.
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have
Ingen fastelavnssøndag uden fastelavnsboller - dette var der også sørget for efterfølgende for både store som små, og også her var det i Nibe-Vokslev Sognegård denne beværtning fandt sted. /HBS








