Tirsdag op til påske kunne Ældre Sagens cykelhold fejre 10 års jubilæum.

Jubilæumsturen foregik i perfekt cykelvejr, og i dagens anledning var cyklerne pyntet med flag. Selve fejringen fandt sted i Pavillonen i Skørbæk, hvor depoterne blev fyldt op med både rundstykker og kagemand suppleret med lidt ’kædeolie’ til ganen. Der blev også sunget en jubilæumssang – skrevet specielt til lejligheden.

Hele holdet fra jubilæumsturen foran Pavillonen i Skørbæk. Foto: Grethe Laursen.

Den spæde start
Historien fik sin spæde start, da en tilflytter, Jan Erik Christensen, spurgte Ældre Sagens daværende formand, om ikke de havde en cykelklub, ligesom der hvor han kom fra. Jan Erik ville nemlig gerne lære både omegnen og Nibenitterne at kende. Formandens venlige svar var, at det havde de ikke, men at han var velkommen til at starte en.

Den melding kom lidt bag på Jan Erik, men han påtog sig opgaven, og fik god hjælp af en af de lokale, Poul Erik Lund. Det var den perfekte duo til opgaven, for Jan Erik havde erfaringer med en cykelklub, og Poul Erik kendte omegnen. Poul Erik har været en ihærdig og stabil tovholder for cykelholdet gennem alle årene.

Deltagere
På den første tur i 2015 var der 6 deltagere med. Igennem årene har flere og flere dog fået interesse for at cykle med, så på de gode dage kan der nu være helt op til ca. 30 deltagere på de faste ture hver tirsdag formiddag. Det er primært modne mennesker, der på denne måde får sig noget motion og frisk luft, som vi jo alle har så godt af. Alderspræsidenten er over 90 år.

De første år blev der cyklet på almindelige cykler, men i takt med at elcykler har vundet indpas i cykelbilledet generelt, så er det nu også den foretrukne type på dette hold.

Destinationer
Den første tur gik til Valsted, og der har man været flere gange siden. Men ruternes længde er gradvist sat i vejret, så man nu cykler 30-40 km på en typisk tur. Der er mange mulige veje rundt i omegnen, men nogle af de destinationer, som ofte får besøg, er Kølby, Farstrup, Godthåb og – som på jubilæumsturen – Skørbæk. Pavillonerne i disse byer giver gode muligheder for indtagelse af pausemåltider, men på andre ture har man også holdt spisepause på så forskellige steder som i laden på en bondegård og i Veggerby Kirke, hvor man også fik lov at komme op i kirketårnet og nyde udsigten.  

Status
Poul Erik har i hele perioden systematisk ført logbog over holdets aktiviteter. I pausen på jubilæumsturen kunne han derfor berette, at der siden starten i 2015 har været cyklet 509 gange, og at det er blevet til en samlet længde på 15.449 km. Det eneste, som har forhindret holdet i at komme afsted, er forsamlingsforbuddet i Corona-perioden og enkelte gange, hvor man meget fornuftigt har holdt sig hjemme pga. sne og isslag. Regnvejr har ikke været det store problem i de 10 år – det garderer man sig jo mod med noget regntøj. Statistikken viser også, at det gennemsnitligt kun har været regnvejr på hver 10. tur.

Har der været uheld undervejs? Ja, når så mange kører så langt, så forekommer der jo punkteringer, men de bliver lappet undervejs. Og at dømme efter et vers i jubilæumssangen, så er det også sket, at en rytter først er kommet af cyklen, efter at den er landet i bunden af en grøft. 

Sidst, men ikke mindst, har deltagerne også stor glæde af det gode sociale fællesskab. Som en af deltagerne har udtrykt det: ”Cykelholdet giver gode snakke, frisk luft, motion og naturoplevelser. Så tak for det!” / FH

Cyklerne var pyntet med flag på jubilæumsdagen. Foto: Grethe Laursen