Nibe Roklubs to junior elite kajakroere, Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen, deltager i denne uge i Danmarksmesterskaberne i kano- og kajakmaraton 2025 i U16-klassen.

Starten går ved Honnørkajen i Aalborg, og så skal der være overbæringer mellem Jomfru Ane Parken og Honnørkajen. Hver gang roerne har taget en omgang på den udlagte bane, skal de springe ud af kajakken og lave en overbæring, hvor de løber med deres kajak over en strækning på 100 meter inden de springer i den igen og ror videre.

Det er i overbæringerne, der virkelig er action for alle pengene, og her kan publikum komme helt tæt på.

DM i kano- og kajak maraton afholdes i forbindelse med DM-ugen, så der vil også være masser af andre danmarksmesterskaber i Aalborg samme weekend.

Fredag aften er der kl. 19.00 planlagt short track roning. Enerkajak maraton lørdag kl 9.00, og toerkajak maraton søndag kl. 9.00. DIF har lavet en app., man kan downloade, og hvor man kan se program for alle DM aktiviteterne i Aalborg. / JS