- Mandag, 7. juli 2025
Nibe Boldklubs fodboldskole startede mandag og har fuldt program hele ugen.
208 forventningsfyldte fodboldspillere var mandag mødt til starten på årets Fodboldskole i Nibe Boldklub. Langt hovedparten er lokale børn, men også børn fra omegnens klubber og børn fra andre steder, som af andre årsager har mulighed for at deltage i Nibe.
208 børn på skolen
Som tidligere er der tale om to hovedgrupper af børn, nemlig den egentlige fodboldskole for piger i årgangene u8-10, u11-12 og u13-14 år – samt drenge i årgangene u8, u9, u10, u11 og u12 og u13-14. Denne gruppe tæller I alt 168 børn. Her foruden er 40 børn i årgangene 2018/19 optaget på klubbens Mikro fodboldskole.
Nibe Avis var på en kort rundtur, hvor der på samtlige baner var stor aktivitet, til trods for at regnbyger ind imellem truede på fodboldskolens første dag.
Læs mere om fodboldskolen i denne uges trykte uge af Nibe Avis.
Trofast NB-leder hædret med fødselsdagssang
Fodboldskoleleder Nicklas Hansen sluttede sin velkomst mandag med et helt særligt indslag, idet én af Nibe Boldklubs trofaste og meget aktive støtter på dagen for fodboldskolens start, kunne fejre sin (49+1) års fødselsdag. Dette kvitterede alle fremmødte ved med at afsynge et vers af fødselsdagssangen.









