Nibe Museum har denne sommer en særudstilling om kirkerne i den tidligere Nibe Kommune (til og med 2006). Men museet i det markante Tinghus på Torvet i Nibe rummer meget mere af Nibe by’s historie.

Modellen af en stavkirke, som kan være dén, som var placeret for foden af Sankt Nikolaj Bjerg ved Sebbersund i tiden fra år 900-1100. Senere blev den afløst af en stenkirke på selve ”bjerget”. Begge kirker findes ikke længere. Modellen, som i dag kan ses på Nibe Museums udstilling, blev i starten af 1990’erne bygget af de lokale håndværkere Svend Nielsen og Erik Bak.

Udstillingen om otte lokale kirker – samt hele tre kirker, som ikke længere eksisterer – er tidligere omtalt i artikel i Nibe Avis, i forbindelse med udstillingens åbning i starten af juli måned.

I Nibe Museums udstilling findes denne dynamiske udstilling om sildefiskeriet i Nibe, med omtale af nogle af de daværende storkøbmænd i 1700- og 1800-tallet. Her iblandt Niels Andersen Færch, Peder Kold og Søren Nielsen.

Nibe Museum blev etableret i 1985, og har siden opsamlet store mængder viden og effekter fra Nibe by’s udvikling. En del af disse er udstillet, men meget mere er gemt og kan lokaliseres gennem det Nibe Lokalhistoriske Arkiv, som er tilknyttet museumsinstitutionen.

Nibe Avis har besøgt Nibe Museum en dag, hvor Kenneth Pehrsson, formand for Nibe Lokalhistoriske Forening, havde vagten i denne sommers åbningstimer.

Kenneth Pehrsson kunne her berette om et pænt publikumsbesøg denne sommer – og som det andre somre har været tilfældet, har museet været hjemsøgt af personer, der forespørger til specielle emner eller til deres egne familierelationer.

Kenneth Pehrsson, formand for Nibe Lokalhistoriske Forening.

Kenneth Pehrsson beretter her om en hollandsk familie, der forespurgte til familiemæssige relationer på Sebber Kirkegård, og her kunne Kenneth så knytte nogle forbindelser, uden dog at kunne garantere nærmere tilknytning til familiens navn og de lokalt begravede personer. Dette må en yderligere efterforskning give svar på.
Familien oplyste samtidig, at der i deres hollandske hjemby var opsat et mindesmærke for en soldat, hjemmehørende i Danmark, og som under verdenskrigen var blevet hjemsendt til Danmark og begravet. Det viste sig at være en soldat, der er begravet på Bislev Kirkegård, og er kendt som den danske R.A.F. pilot, Niels Juul Rysensteen von Buchwald.

Et indslag på Nibe Museum med et produkt fra Nibe Andels Svineslagteri: Hakkebøf på dåse. Blev forhandlet mange steder, bl.a. hos Købmand Poul Binderup i Store Tranegade.

Andre gæster på Nibe Museum og det tilknyttede lokalhistoriske arkiv, engagerer sig i den lokale historie ved at benytte arkivets computere og lokal vejledning til at finde frem til emner med særlig interesse, fortæller Kenneth Pehrsson.

Efter indeværende uge, som er den sidste med hverdags åbent på museet, vil udstillingerne fortsat være åbne onsdag eftermiddag og i en vis udstrækning også torsdag eftermiddag. / JS