- Onsdag, 1. oktober 2025
FODBOLD: Serie 1, herrer
NB - Aars IK: 3-3 (1-1)
Mål for Nibe: 1-1 Laurits Rasmussen, 2-3 Markus Adelsen, 3-3 Simon Sørensen
En rigtig topkamp med nerve og hele 6 mål var hvad tirsdag aften bød på, da Nibe tog imod Aars. Begge hold var indstillet på at gå efter de 3 point, hvilket kunne ses gennem hele kampen.
Nibe startede kampen bedst med god bevægelse og fornuftig boldomgang på kunststofbanen, og selvom der flere gang var optræk til chancer for hjemmeholdet, så blev det Aars, der kom først på tavlen.
En skidt tværbold i Nibes bagerste kæde gav Aars en hurtig omstillingsmulighed, som blev udnyttet til en scoring.
Nibe kom dog hurtigt tilbage i kampen, da Laurits Rasmussen headede bolden flot ind efter et hjørnespark.
Igennem hele første halvleg var Nibe i det spillemæssige førersæde, men 1-1 var stillingen ved pausen.
Anden halvleg startede som lyn og torden, da Aars brød igennem i egen højre side efter blot 2 minutter, og et godt indlæg blev udnyttet sikkert foran målet.
Det var fortsat Nibe mest på bolden, men med 20 minutter tilbage af kampen tog en Aars spiller chancen fra lang afstand, og bolden blev noget så eftertrykkeligt sat i kassen. En virkelig flot scoring.
Nibe bænken reagerede med det samme og ændrede formation til et mere offensivt udtryk. Det viste sig at være et godt træk, da først Markus Adelsen fik reduceret og senere fik Simon Sørensen udlignet. Begge mål blev sat ind på 10 minutter.
Kampens sidste minutter forløb uden scoring, selvom hjemmeholdet virkelig pressede på, det bedste de havde lært. / JS
Kampens uafgjorte resultat betyder, at spændingen i den grad er intakt i toppen af rækken.
Målscorer Markus Adelsen udfordrer Aars spillerne.
Træner Mick Andersen: – Vi spiller virkelig en god kamp, og der skal virkelig lyde en stor ros til alle spillere for at spille med hovedet og bibeholde troen på, at vi kan komme tilbage, selvom vi er nede med to mål midt i anden halvleg. Tålmodigheden der bliver spillet med, er jeg også imponeret over. Holdet er virkeligt vokset, når kampene spidser til. Vi skal lige have skåret fejlene fra i dag væk, samtidig med at vi fortsætter vores spil med bolden, så mener jeg helt sikkert, at vi kan spille med om førstepladsen helt frem til sæsonens afslutning. / JS
Næste opgave for Nibe er hjemme lørdag den 4. oktober kl. 13.30 hvor Hadsund kommer på besøg.















