- Fredag, 13. februar 2026
Nibe Fjordbadeklub balancerer vækst og fællesskab
Der var både status, fremtidsplaner og valg på dagsordenen, da Nibe Fjordbadeklub i sidste uge afholdt generalforsamling med et ”lidt smalt” fremmøde og livlig debat om klubbens udvikling.
Et aktivt år i klubben
Bestyrelsens formand Hannah Holm Bjerrum indledte med beretningen for det forgangne år, hvor fokus især har været på drift, fællesskab og vedligeholdelse. Blandt årets aktiviteter fremhævedes arbejdsdagen i sommerperioden, hvor medlemmer hjalp med praktiske opgaver, samt klubbens deltagelse i Havnens Dag, hvor frivillige bidrog med både opsætning, nedtagning og forplejning.
Bestyrelsen understregede, at engagementet omkring arrangementer er vigtigt for fællesskabet, men også kan være en udfordring, da mange medlemmer primært bruger klubben som et frirum. Der blev derfor opfordret til fortsat frivillig deltagelse, så arbejdsbyrden ikke hviler på få personer.
Året har desuden budt på mange bestyrelsesmøder, hvor især byggeri, myndighedskrav og udviklingsmuligheder har fyldt meget. Nye, mindre forbedringer i faciliteterne er gennemført, blandt andet ekstra udstyr og planlægning af en ekstra adgangstrappe til klubbens badebro.
Klubhusudvidelse skaber debat – endelig beslutning udsat
Det mest omfattende punkt på generalforsamlingen var drøftelsen af en mulig udvidelse af klubhuset. Bestyrelsen orienterede om dialog med Aalborg Kommune og indhentning af skitseforslag, der skal afklare mulighederne for at bygge til på det eksisterende område.
Formålet med en udvidelse er at mindske trængsel i omklædning og sauna, skabe bedre fællesrum og forbedre funktionaliteten. Samtidig blev der udtrykt bekymring blandt medlemmerne for de økonomiske konsekvenser og risikoen ved at udvide for meget, hvis medlemstallet senere falder.
Flere medlemmer og medlemmer af bestyrelsen understregede, at ambitionen er et økonomisk ansvarligt projekt, hvor finansiering primært skal ske via opsparede midler og fondsstøtte — ikke gældsætning. Der arbejdes fortsat på myndighedsgodkendelser, før der kan træffes endelige beslutninger. Debatten viste bred interesse for projektet, men også et ønske om grundige beregninger og gennemsigtighed, før klubben forpligter sig.
Resultatet af mødets debat blev således, at dén dialog, som er i gang med Aalborg Kommune, skal vise mulighederne for at placere en tilbygning til den sydvestlige ende af klubhuset, der er fælles med Nibe Bådelaug. Først herefter vil medlemmerne endnu en gang blive spurgt til projektet, så der på et bredere medlemsgrundlag end de 11, der var mødt til generalforsamlingen, kan give sin mening til kende.
Valg og fortsat bestyrelsesarbejde
Under valgpunktet genopstillede den siddende bestyrelse, og medlemmerne gav opbakning til kontinuitet i arbejdet. Der blev samtidig peget på behovet for flere frivillige kræfter og suppleanter, så arbejdsopgaver kan fordeles bredere.
Der var på mødet genvalg til Hannah Holm Bjerrum, Bo Flemming Hansen og Cecilia Oddermose. Bestyrelsen består endvidere af Frank Ring, Ove Strøm og Regitze Oddermose Jonasson. Som supplanter valgtes Charlotte Feldsing og Hanne Poder Nielsen.
Bestyrelsen afsluttede med at understrege, at klubben står et godt sted — både økonomisk og fællesskabsmæssigt — men at udviklingen kræver fortsat dialog og engagement fra medlemmerne.
Generalforsamlingen blev rundet af i en konstruktiv tone med fælles forståelse for balancen mellem vækst, økonomi og klubbens særlige fællesskab.













