- Tirsdag, 14. april 2026
På opfordring fra Nibe Samråd samledes ca. 40 frivillige lørdag formiddag med det ene formål at rense Nibe by og de tilstødende grønne områder og den bynære natur for hvad der har samlet sig af affald og elementer, der ikke hører til på disse steder.
Indsamlingen af affald mv. er efterhånden en fast tradition blandt Nibes mange foreninger, og ud over de, som lørdag morgen var samlet til ”kick-off” hos Sparekassen Danmark i Nibe, har andre frivillige, foreninger og institutioner samlet eller givet tilsagn om at samle ind og gøre rent på andre tidspunkter.
Nibe Samråd formand Hans Thorup bød velkommen til de mange frivillige og takkede de sponsorer, som velvilligt har stillet morgenbrød, kaffe og drikkevarer til rådighed for indsamlerne.
Samtidig takkede Hans Thorup Aalborg Kommune for at stille affaldscontainer til rådighed, og for ”fejemaskinen”, som formiddagen igennem kørte rundt i Nibes gader og supplerede de frivillige.
Afslutningsvis gav Anette Petersen en orientering om selve indsamlingen, og deltagerne fik i grupper udleveret kort over deres respektive ruter og områder. / JS








