- Tirsdag, 5. maj 2026
Ældre Sagen i Nibe er en meget aktiv forening, og en af de populære aktiviteter er Pigekammeret.
Ca. 100 kvindelige medlemmer kan en gang om måneden melde sig til en sammenkomst i forårs- og efterårssæsonen, disse arrangementer afholdes nu i Multisalen, og her er det Mettes Køkken der har serviceret selskabet med lækker mad de seneste ca. fire år. Men eftersom Mettes Køkken snart stopper, var det sidste gang i onsdags hvor de fremmødte nød godt af Mettes særlige og lækre mad.
Bente Overgaard Nielsen som er ældre sagens ansvarlige for både dette arrangement og Herreværelset, havde derfor forberedt en overraskelse til Mette. I en rørende tale til Mette, fremgik det blandt andet at Mette havde henvendt sig til Bente Nielsen, da hun havde hørt at den tidligere leverandør af mad indtil for fire år siden havde meldt fra. Sådan gik det til, at det dengang og indtil nu har været Mettes Køkken der har stået for de lækre menuer til disse arrangementer. Bente Nielsen takkede Mette for et godt samarbejde hvor både fortrolighed og tillid har været i højsæde, - du har gjort det så nemt for os alle sammen. Mette fik derefter overrakt et puslespil med billede af de 12 hjælpere fra Herreværelset og Pigekammeret foran Fjordkonen i Nibe. Et puslespil som Mette kan hygge sig med i en kommende stund, når der er faldet lidt ro på, og dermed bliver hun også mindet om det gode samarbejde som de har haft.
Der var også tænkt på en lille ting til Mettes medhjælpere i køkkenet, de fik hver et billede, som også var af de 12 fra hjælperholdet. Inden den lækre mad fra Mettes køkken kunne nydes, var der fællessang i salen hvor en sang til dagens anledning var forfattet til ære for Mette, Mettes mad, og Mettes medhjælpere. / HBS









