Første navn på plakaten til Nibe Festival 2027 bliver Thomas Helmig. Den danske musikprofil gæster Skalskoven onsdag og går på Stor Scene.

Der er lagt op til fællessang i Skalskoven, når Thomas Helmig til sommer gæster Nibe Festival 2027.

Med mere end fire årtier på den danske musikscene har Helmig sat et markant aftryk på dansk pop med sange, der for længst er blevet en del af den danske sangskat. Nu bliver han det første offentliggjorte navn til næste års Nibe Festival.

”Vi er umådeligt glade for, at Thomas Helmig gæster vores fantastiske skov i sommeren 2027. For Nibe-publikummet og hele Helmig-universet er det på alle måder et fantastisk match,” siger Peter Møller Madsen, talsperson for Nibe Festival.

Helmig kommer med et bagkatalog, der spænder over generationer og rummer nogle af de mest kendte danske pophits gennem tiden. Samtidig har de seneste år vist nye sider af den rutinerede artist.

På albummet ’Sortedam’ fra 2024 satte Helmig blandt andet ord på kærlighed, tab og de store forandringer i livet. Han har samtidig fortsat med at bevæge sig ind i nye musikalske samarbejder. I 2025 kunne han opleves sammen med URO på ’Øresund’, mens han i 2026 har slået pjalterne sammen med Christopher på ’Jeg ka’ ik’ mærke noget’.

Thomas Helmig, som senest spillede Nibe helt tilbage i 2018, spiller onsdag på Stor Scene og er det første navn, Nibe Festival offentliggør til 2027.

Dagsbilletter sættes til salg: Torsdag 1. oktober kl. 14.00 åbner Nibe Festival salget af dagsbilletter til 2027.

Interessen for næste års festival må siges at være rekordstor. Samtlige partoutbilletter blev revet væk på blot 55 minutter, og nu får festivalgæsterne mulighed for at sikre sig en billet til de enkelte festivaldage.

Flere navne til Nibe Festival 2027 offentliggøres løbende.