- Fredag, 9. oktober 2026
Kulturnatten i Nibe havde som tidligere år en lille ’tyvstart’ torsdag aften med aktiviteter flere steder i byen.
Biblioteket tilbød flere muligheder
På Nibe Bibliotek blev traditionen med ’Godnatlæsning for de små’ suppleret med en række hyggelige kreative aktiviteter og en fællesspisning.
Der var god tilslutning til ansigtsmaling, krea-aktiviteter med papir, karton og tegneredskaber, bordfodbold og bordtennis, og til den traditionelle godnatlæsning.
Personalet på biblioteket havde lagt en stor forberedelse i aktiviteterne, som blev flittigt benyttet af både børnene og deres familier.
Godnatlæsningens sidste bog havde den rammende titel ’Så er det sengetid, Lotte!’, og med den i tankerne kunne de små komme hjem under dynen.
En flok dygtige sangere optrådte i kirken
I Nibe Kirke kunne man igen i år høre dejlig sang og musik.
Det var Aalborg Kulturskoles rytmiske pigekor ’HighNotes’, der gav koncert denne torsdag aften. De ti unge sangere har fundet inspiration i vokalgruppetraditionen, og det kom til udtryk i deres spændende og lidt anderledes arrangementer.
I introduktionen af koret lovede korleder Tanya Hestbech et repertoire med både nyt og gammelt og med dansk og udenlandsk. Og de ca. 40 tilhørere fik da også hørt sange af blandt andre Lady Gaga, Ed Sheeran og Sanne Salomonsen.
HighNotes gav en smuk og stemningsfuld koncert, som var en rigtig god optakt til de mange oplevelser i fredagens Kulturnat. / FH









