Af: Jakob Brix og Morten W. Søndergaard - Nibe Avis' rockredaktion

I forbindelse med Nibe Festivals nye område, »Havnen«, har Nibe Avis besøgt området for at fornemme stemningen. Havnen er et område, der både byder på alt fra cubanske cocktails til danske tarteletter.  

På Havnen”sidder Ralf og Maggie fra Hillerød, som er på Nibe Festival for første gang. Ralf og Maggie, som begge er midt i tredserne, beundrer området og især det gennemførte koncept, som man har formået at skabe på ”Havnen”. Ralf og Maggie har tidligere været ivrige festivalgængere på andre danske festivaller, men har ikke følt sig nær så velkommen som på Nibe Festival. Ralf roser især Nibe Festival for diversiteten, da der er plads til både ung som gammel. ”Dette sætter vi, som en del af det ældre publikum, meget stor pris på. Vi føler ikke at Nibe Festival udelukker os på grund af alderen, og vi har da også tænkt os at komme igen næste år.

I en af ”Havnens” boder står de frivillige medhjælpere, Frida Hansen og Emilie Kjær, der begge er 16 år og kommer fra Randers. Pigerne arbejder i boden “Mormors Køkken” på “Havnen”, hvor der blandt andet sælges tarteletter og skipper labskovs.

Frida Hansen og Emilie Kjær – her i Mormors Køkken.

På “Havnen” sælges forskellige madretter, blandt andet fisk, mexicansk og danske retter. Pigerne fortæller at tarteletter er en populær festivalret, og de er klar til at lange mange tarteletter over desken til de sultne festivalgæster.

Flere festivalgæster har komplimenteret pigernes uniform, og mange synes uniformen er gennemført og i stil med “Havnens” koncept.

Det er første gang at pigerne er på Nibe Festival. De skal til festival alle 4 dage, hvor de sover på festivalens Crew Camp område, som er en Camp for festivalens frivillige medhjælpere.