Ligesom når rockgruppen tv-2 forkynder det med kærligheden, så overvinder musikken også alt... også på Nibe Festival.

Well, der har været vejrmæssige udfordringer på dette års Nibe Festival. Det har flest af alle sikkert oplevet det på camp-områderne og særligt på engen neden for NIBE-fyrrehækken ved Nørregade. Også festivalens praktiske organisation har mærket det, men har været aktive ud over det sædvanlige, for at publikum kunne få optimale betingelser.

Reverend Peyton og hans »Damn Big Band« på kun tre musikere gav en meget spektakulær koncert torsdag aften fra Reservat-scenen.

Tilbage til musikken, som jo løber i overflod i et stærkt sammensat program. Her har de første to dages program ikke skuffet. Navne som - i flæng - Christopher, Westlife, MØ, Hjalmer og De Danske Hyrder, som alle spillede onsdag, har holdt publikum fast, selv i kølig blæst eller silende regn.

Torsdag gjaldt det navne som - fortsat i flæng - Magtens Korridorer, Infernal, L.O.C. og Kato - sidstnævnte havde erstattet afbudsramte Hugo Helmig. I Reservatet var der hyldest til den svenske legende, afdøde Björn Afzelius med bandet Sang til Friheden.

Det er »ren« Shi-Bi-Dua, når Hardinger Band fredag stiller op i Reservatet.

Når fredagens musikprogram så ruller sig ud, gælder det igen store navne. Her er det navne som Nephew, tv-2, Søren Huss, Hardinger Band og Superscum, der blandt mange, mange andre præger programmet. Og så lokale The Bats, der stiller op for 35. gang på Nibe Festival scenen, og denne gang atter i Reservatet.

Nephew vil formentlig fylde Hestepladsen med et forventningsfyldt publikum.

Der er nok at tage sig til på årets udgave af Nibe Festival. Og som Steffen Brandt  & co. sikkert vil synge fredage eftermiddag: Kærligheden overvinder alt.

tv-2 stiller op og forkynder deres mening om Danmark mod danskerne, når de fredag spiller på Stor Scene.