Årets Nibe Festival blev en historisk festival, hvor rekorder på rekorder blev slået. Aldrig har så mange besøgt festivalen, aldrig har festivalen så tidligt meldt alt udsolgt, aldrig er der omsat for så meget, og aldrig har de mange tusinde gæster festet så harmonisk. Og sådan kan vi blive ved – og ved, lyder det fra festivalleder Peter Møller Madsen.

Nu sætter vi med stor tilfredshed punktum for årets Nibe Festival. Vi bladrer straks videre i vores skønne festivalroman og starter på et nyt kapitel.

Mandag d. 12. august offentliggør vi nemlig det første hovednavn til Nibe Festival 2020, som afvikles i dagene 1. – 4. juli. Samtidig sætter vi samme dag et presale, med et begrænset antal dags- og partoutbilletter, i gang for de mange tusinde, som modtager vores nyhedsbrev. På partoutbilletten er der 200 kr. at spare, hvis man handler under presale. Onsdag d. 14. august starter det ordinære billetsalg på både partout- og dagsbilletter.