Nibe Festival har tidligere offentliggjort, at Hjalmer kommer forbi STØBERIET – festivalens populære »kulturrum«. I første omgang var denne koncert programlagt til d. 17. oktober, men da Hjalmer er blevet nomineret til DMA, som afvikles netop denne aften, så var vi helt med på at flytte koncerten, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Vi byder derfor velkommen til drønpopulære Hjalmer – onsdag d. 6. november.

Hjalmer er fremtiden
Hjalmer har spillet Nibe Festival de seneste tre år. Første år stod han på scenen Den Lille Fede, så rykkede han i Reservatet, og under Nibe 2019 spillede Hjalmer så Blå Scene - festivalens andenstørste scene.

Et klart og tydeligt eksempel på, at Hjalmer er inde i en rivende udvikling og allerede har cementeret status som et navn, som hører til i toppen af det kuld af musikalsk ungdom, som i disse år præger den danske live-scene.

Stadig billetter
Koncerten er en eksklusiv og halvakustisk duokoncert leveret i STØBERIETS smukke, unikke og hyggelige rammer. Der er derfor lagt op til en mindeværdig aften med Hjalmer onsdag d. 6. november.
Det er stadig muligt at købe billetter til koncerten via www.nibefestival.dk