Det var en af de helt store musikalske veteraner, der onsdag stod på Nibe Festivals Blå scene for sidste gang. Masser af koncerter har han givet sammen med sit band – lige fra tiden med Den Lille Fede på Nibes Dyrskueplads og til nutidens store sceneforhold.

Det er naturligvis sangeren, musikeren og sangskriveren Poul Krebs, det handler om. Poul Krebs offentliggjorde forud for dette års festivalsæson, at han i år spiller koncerter for sidste gang på turné.

Og det var vel også en medvirkende årsag til, at den folkekære kunstner tiltrak et publikum, som fyldte ikke blot koncertteltet, men et tilsvarende publikum uden for teltet, der gerne ville oplevere deres helt en sidste gang.

Og det var med en Poul Krebs i overdådigt spillehumør, der gennem koncerten affyrede store dele af sit enorme bagkatalog af sange. Og efterhånden som koncerten nærmede sig afslutningen, kom de helt store sange som »Prinsessen af Aalborg«, »Morrison, Dylan og Elvis« og »Bjergene på Mols« og satte rammen om en helt særlig afslutning, hvor publikum i lange passager overdøvede sangeren selv med at synge hans tekster.

På en tilfældig koncertgæst som avisens udsendte virkede det som om, Poul Krebs blev grebet af situationen og på et tidspunkt måtte sætte sig ned på hug for at komme sig over en emotionel følelse, der ramte ham – på den gode måde, forstå’s.

Koncerten kulminerede, og festival-veteranen bad publikum sende en venlig tanke til alle, de, der knokler på for at skabe den fedeste festival. »Vi ses derude«, var de sidste ord fra Poul Krebs.

»Vi ses derude«, var de sidste ord fra Poul Krebs.