Partoutbilletsalget til Nibe Festival 2026 blev sat i gang tirsdag kl. 10 – og allerede under otte timer senere kunne festivalen melde alt udsolgt.

”Vi vidste, at mange gik forgæves til Nibe 2025, og at årets festival var noget helt særligt. Men at vi skulle sælge samtlige partoutbilletter på så få timer, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os,” siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

En enorm tillid fra publikum
At sælge ud af alle partoutbilletter på under otte timer – midt i september og uden offentliggjorte navne på plakaten – er usædvanligt.
– Det er uvurderligt, at vores gæster viser os så stor tillid. Det forpligter. Vi kommer til at knokle benhårdt for at give noget tilbage med unikke og mindeværdige oplevelser, når Nibe 2026 løber af stablen, tilføjer Peter Møller Madsen.

Dagsbilletter i december
Der er stadig mulighed for at blive en del af festivalstemningen. Dagsbilletter til Nibe Festival 2026, sættes til salg 2. december.I løbet af kort tid offentliggøres de første artister. / JS