23-årige Johannes Juul var lige kommet hjem fra en otte måneders rejse sammen med sin kæreste og skulle flytte tilbage i sin lejlighed. Det meste af familien, Johannes, Johannes’ mor, far, storesøster, lillebror og Johannes’ kæreste var den 11. maj 2018 på vej i bil fra Aalborg til Aarhus med et flyttelæs. Lillesøsteren var allerede i Aarhus. Faren kørte bilen.

Da familien når frem til Aarhus, stiger de alle ud, men så hører Johannes Juul, at der bliver kaldt på hans far. Da Johannes vender sig om, ser han faren, Allan Juul, ligge på jorden. De løber alle hen til faren, han ligger og hiver voldsomt efter vejret, pruster, og stirrer vildt. Så bliver han stille og helt blå i ansigtet. Familien er ikke længere i tvivl om, hvad der sker. Moren knæler ned ved siden af faren og siger: »Hvordan er det nu man gør?« (giver hjertemassage, red.). 

»Det kan jeg« siger Johannes Juul og knæler ned ved siden af sin far og begynder at give hjertemassage. Hans kæreste hjælper med kunstigt åndedræt. De fortsætter i fire minutter, indtil ambulancen kommer. Redderne beder Johannes Juul fortsætte med hjertemassagen, mens de gør defibrillatoren klar. Redderne støder første gang, uden at faren kommer helt tilbage, og derfor fortsætter Johannes Juul hjertemassagen. Der kommer flere reddere få minutter efter, de støder anden gang, og de får ham genoplivet. De kører faren Allan Juul til Skejby, moren følger med i ambulancen. De tre børn og Johannes’ kæreste bliver kørt af en ven, de samler lillesøsteren op på vejen og kommer til Skejby, hvor de får af vide, at faren har det godt, og at de kan se ham inden længe. Johannes Juul bliver hos sin far under indlæggelsen både på Skejby og senere på Aalborg Sygehus. Senere får faren indopereret en ICD.

Allan Juul, der bor i Nørholm, har ingen mén efter hjertestoppet, hverken kognitivt eller motorisk. Han er tilbage på arbejde som gymnasielærer, og i sommerhalvåret cykler han lejlighedsvis på arbejde, 12 kilometer hver vej. 

Familien er naturligt mærket af den voldsomme oplevelse.

       

På fredag den 8. februar kommer mange af »hjerteheltene« til København, hvor de vil møde andre hjertereddere og sammen med dem modtage hyldest og taknemmelighed fra de mennesker, hvis liv de har reddet.

Tv-værten Camilla Miehe- Renard står i spidsen for det store arrangement, som Hjerteforeningen står bag sammen med Østifterne.