Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm havde indbudt til generalforsamling i Nørholm Borgerhus, og det blev en aften med en varm og hyggelig stemning. I alt kom der ca. 65 medlemmer, og formanden Peter Stoffersen kunne byde et hjerteligt velkommen til dem alle.

Bodil Bundgård blev valgt til dirigent, og under hendes kyndige ledelse blev mødet indledt.

Peter Stoffersen berettede om årets arrangementer, som talte både et inspirerende besøg hos Aalborg Lufthavn og en interessant rundvisning hos TL-Byg i Skalborg, som netop i 2024 havde 50-års jubilæum. Der blev også set tilbage på en søndag eftermiddag i Klitgård, hvor Bent Elkjær fortalte små historier under gåturen.
Andre små og store historier blev helt sikkert også vendt i Arkivets lokale, da det årlige Åbne Arkiv fandt sted i november måned. På Arkivet er der i øvrigt blevet ryddet op, sorteret og scannet, og i depotet findes nu ikke mindre end 270 arkivboxe med alskens historisk materiale fra tiden før. Desuden er de frivillige medarbejdere og bestyrelsen i gang med at navnesætte de flere tusinde negativer/billeder, som Bent Holm Nielsen fra Porsheden har taget ved de mange festlige lejligheder, der er blevet holdt i området.
Peter Stoffersen sluttede af med at takke medlemmerne for den altid store opbakning til foreningens arrangementer; ”Det er altid sjovere at arrangere noget, når det bliver taget så godt imod.” Det samme gælder for de over 1200 følgere, som foreningens facebook-side er taknemmelige for at være til dels.

Så fremtiden ser lys ud. Bjergposten er fortsat en aktiv medspiller i at gemme fortidens historier til fremtiden, og bestyrelsen forventer i 2025, at investere i nogle nye og tidssvarende digitale værktøjer, hvor der vil blive rettet henvendelse til at par lokale fonde om støtte dertil. Peter takkede for det gode samarbejde, der er i bestyrelsen, og han fremhævede de to frivillige Else Levisen og Bent Elkjær for også at bidrage med et særdeles værdifuldt arbejde.
Kasserer Anders Rubæk fremlagde herefter regnskabet, og det blev godkendt med klapsalver. Fra salen blev der foreslået at forhøje det årlige kontingent til 100 kr. og det var der enighed blandt medlemmerne.

Ved valg til bestyrelsen havde Jens Rise fra St. Restrup valgt at stoppe, og i stedet blev Else Levisen fra Frejlev foreslået. Hun takkede ja tak til opgaven. Det samme gjorde Per Sloth Kristensen fra Nibe, da Tove Bang Nielsen fra Klitgård havde valgt at stoppe som suppleant efter mange år i foreningen. Formanden Peter Stoffersen rettede efterfølgende en stor tak til både Tove og Jens for deres indsats i det lokalhistoriske arbejde.
Der var genvalg til bestyrelsen til Peter Stoffersen, Nibe og til Per Mølgaard, Tostrup, samt til suppleant Per Sloth Bendtsen, Nørholm. Jørgen Rise fra Sønderholm blev genvalgt til revisor.

Under punktet eventuelt blev der foreslået at arbejde på at få nogle bedre og større lokaler til Arkivet. Bestyrelsen vil tænke over forslaget. Med en tak fra salen og om en stolthed over at være medlem af denne forening kunne Peter Stoffersen takke for god ro og orden.

De to foredragsholdere: Per Sloth Kristensen og Per Sloth Bendtsen.

Efter kaffen og lækkert brød bød de to næstsøskendebørn, Per Sloth Kristensen og Per Sloth Bendtsen op til en kavalkade af små og store anekdoter fra den tid, de var børn og unge i Nørholm i 1960’erne og 70’erne.  Per Kristensen, der er født på Villavej 10 ved siden af bageren, kunne på aldeles levende vis fortælle om alle de folk, han kendte i byen, og Per Bendtsen var i lige så godt fortællehumør om livet omkring Slotsgården på Nørholm Bygade 60, beretter Karen Hansen fra foreningens bestyrelse.

Samlet set kunne en skare af tilhørere nu komme med på en vandring gennem by med synet af kulsorte barnevogne, gummistøvler ved bageren om samlingspunktet bag ved Brugsen, som altid blev flittigt besøgt, og man kunne lytte til historien om Hanedamsvej, som oprindelig skulle have heddet Hans Dams Vej. Og eventyrerne kunne fortsætte med den glade dreng, der cyklede fra Sønderholm over bakken til Nørholms herligheder af bedsteforældre og oldeforældre, og om hvordan man kunne ”gå fjordlangs” efter syv skrubber til aften, samt om hvor lidt man vaskede sig, om man var nok så muget efter høstarbejdet i marken.

Alt dette og meget mere blev krydret med megen latter og løjer, og med tiden omkring 1980’erne, hvor nye Nørholmere flyttede til byen, kunne de fleste gæster om bordene sagtens genkende de hønsestrikkede trøjer, som nu blev en del af landsbybilledet.
Det blev en lystig og folkelig aften, hvor vist alle gik hjem med et smil på læben, konstaterer Karen Hansen. / JS