- Torsdag, 26. juni 2025
For fjerde gang havde en lokal initiativgruppe i Nørholm lørdag arrangeret Live i Landsbyen.
Live i landsbyen er et kulturprojekt, der hen over en hel dag byder på såvel nationale som lokale kunstnere.
Arrangementer er med til at bringe kultur og koncerter ud i landdistriktet, give et boost til lokalområdet og opbygge fællesskab og nye relationer, siger Flemming Midtgaard, Nørholm og Omegns Borgerforening, til Nibe Avis.
På en fantastisk sommerdag var første programpunkt en stemningsfuld koncert i Nørholm Kirke med Nørholm Kirkekor efterfulgt af sangeren og musikeren Frederikke Vedel og Johan Gustav.
Herefter var der åben fernisering i Nørholm Borgerhus, hvor lokale kunstnere og kunsthåndværkere udstillede deres værker. Også et børneprojekt udført i 2018 af elever fra Nørholm Skole blev genudstillet.
Dagens program fortsatte med koncerter i to private haver igen med Frederikke Vedel og Johan Gustav m.fl., men også et lokalt band Free Smells blev præsenteret.
Dagens sidste koncert blev med sangeren og musikeren Christian Hjelm, der gav en meget smuk solokoncert på Baunshøj, hvor en skråning i landskabet med hyldebærbuske som bagtæppe dannede en fantastisk naturscene. / JS







