Læserbrev fra Allan Grutt Hansen

I Næsborg og omegns modstandsgruppe i den nordlige del af Vesthimmerland kommune siger man NEJ til opstilling i Nørrekær Enge af Danmarks største og kommende energiø med foreløbig 40 stk. 180 meter høje landvindmøller og 400 hektar solceller samt et biogasanlæg. Der er planer om yderligere 600 hektar solceller.

Vi ønsker i stedet for dyr sol- og vind energi den billige og endnu grønnere og helt ufarlige kernekraft fra Thorium i stedet for Uran i form af opstilling af Små Modulære Reaktorer (SMR) i Nørrekær Enge.

Regeringen og flertallet i Folketinget må være talblinde, når de bliver ved med at påstå, at vind og sol er billigere end kernekraft. De kender åbenbart ikke forskel på effekt og reel energiproduktion for hver grøn energikilde.

I følge regeringens definition på størrelsen af en energipark svarer den kommende energiø i Nørrekær Enge sammen med de øvrige nuværende energianlæg i Aggersund området til hele 74 energiparker. Med de yderligere 600 hektar solceller bliver det totalt til 80 energiparker.

Man har hidtil fra myndighedernes side ved oprettelsen af disse energianlæg begået overtrædelser af UNESCOs regler med fare for, at serieopsætningen af samtlige 5 ringborge i hele landet snart bliver sat af verdensarvslisten igen. 

Lov om statsangivne energiparker trådte i kraft den 1. juli 2024 og tillader også overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, som blev overtrådt indenfor 100 meter fra Natura 2000 beskyttelsesområdet ved en af de andre energianlæg i Aggersund området. 

Vi foreslår alternativt i vores eget 3-partsoplæg at kombinere biodiversitet, naturgenopretning og grønne energianlæg på én gang i Nørrekær Enge: Kernekraft er løsningen som et grønt energianlæg.

På den måde er vores grønne omstilling i Danmark med nuværende 11,4% for sol og vind næsten allerede opnået i forhold til målet på 13%, fordi grøn kernekraft SMR vil komme til at udgøre 87%.

Derfor ønsker vi ikke flere solcelle-  og vindmølleparker i Danmark, slet ikke i Nørrekær Enge.

–––––––

Sendt som svar til: minister Jeppe Bruus, minister Morten Dahlin og Miljø- og Fødevareudvalget. Derudover til debat hos Morten Messerschmidt, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg. Til information cc.: Dan Kjærbye Jørgensen (Nye Borgerlige, Ringkøbing/Skjern kommune), Jesper Adler (Konservative, Vordingborg kommune), Githa Nelander (Dansk Folkeparti, Næstved kommune), Kasper Schneider (LA, Næstved kommune), Michael Nedersøe (Dansk Folkeparti, Horsens kommune):

Vind og solenergi skaber 57,4% af vores strøm, men strømmen udgør kun 20% af vores samlede energiforbrug i Danmark, som vil 3-dobles inden år 2050. Vi vil således aldrig kunne opnå at blive CO-2 frie i vores elforbrug med brug af kun vind og sol. Slet ikke hvis vores samfund bliver fuldt ud elektrificeret med grøn strøm, hvilket er målet, fra de 20% til alle 100% af vores 3-dobbelte energiforbrug i år 2050. Kernekraft med Thorium er derfor løsningen indenfor ganske få år, i følge Bent Lauritzen, centerleder på DTU Centre for Nuclear Energy Technology. Det er derfor ikke klogt i øjeblikket kun at lægge alle vores investerede energikroner i sol og vind i den grønne omstilling. 

Solenergi har nu overhalet kul udgørende 11% af elproduktionen i 2024, men det vil på nuværende tidspunkt med den indeværende grønne elektrificering af Danmark så kun udgøre 2,2% af vores samlede energiforbrug - og kun 0,73% i år 2050. Hele den grønne strøm på 57,4% p.t. udgør kun 11,5% af vores samlede energiforbrug i Danmark og vil kun udgøre 3,8% i år 2050, dvs. vi skal således nå at 26-doble den grønne omstilling inden år 2050. Med de nuværende 5.000 stk. store vindmøller (over 25 kW) i Danmark (heraf 1/3 til havs) svarer det til, at vi bliver nødt til at have opstillet 132.000 af dem inden år 2050. 

Det er jo urealistisk, selv hvis det kombineres med solceller, at 26-doble mængden af grøn strøm fra vindmøller og solceller inden år 2050, som vil kræve ca. 13 % af Danmarks landbrugsareal. Det vil sige, at der skal findes yderligere 237.900 hektar udover de 20.000 hektar, som den vedvarende energi fylder i dag. Regeringens plan er kun at 4-doble den grønne omstilling inden år 2030. Selv dette får man meget svært ved at nå. Energinet under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forudser strømafbrydelser allerede i år 2034.

Regeringen må også være talblinde, når de bliver ved med at påstå, at vind og sol er billigere end kernekraft. De kender åbenbart ikke forskel på effekt og reel energiproduktion for hver grøn energikilde, hvor kernekraft i øvrigt er den mest CO-2 frie energiform. Fordi, at et 300 MWh effekt kernekraft SMR-anlæg er dyrere, samlet set og pr. MWh effekt, end en 300 MWh effekt vindmøllepark, er ikke ensbetydende med, at den samlede energiproduktion for kernekraft SMR-anlæg er dyrere end den samlede energiproduktion for en vindmøllepark.

Kernekraft SMR-anlægget har nemlig som stabil energikilde en kapacitetsfaktor på hele 87%, dvs. anlægget kører med 300 MWh effekt i 87% af tiden, i mens at den ustabile vindmøllepark med 300 MWh effekt kun kører i 32 % af tiden, når vinden blæser. Derudover har kernekraft SMR-anlægget en 3-dobbelt så lang levetid som vindmølleparken. 

Derfor er det billigere at producere 1 KWh kernekraft SMR til 15 øre end f.eks. end at producere 1 KWh fra de nye kæmpe landvindmøller til 40 øre. De danske forbrugere vil igen få stabile og billige strømpriser med kernekraft SMR, i stedet for ustabile og dyre strømpriser med vind og sol som nu.

Med ovenstående som eksempel er det Danmarks grønne energipolitiske strategiske planlægning fremover at være på forkant med det ufleksible elforbrug, der altid skal kunne matches med den ufleksible elproduktion fra vind og sol ved at overproducere denne grønne el så meget, at vi altid vil være dækket ind. Den overskydende el skal så videresælges til andre lande eller opbevares i vores elbiler o.lign. og i PtX-løsninger til produktion af f.eks. brint.

Det er en dyr løsning, men også en uopnåelig løsning i det, at vi som minimum skal være i stand til at producere grøn strøm med en 26-dobling i år 2050. Den grønne strategiske energiplanlægning og løsning kan derfor kun blive at producere 87% stabil grøn kernekraft SMR strøm og 13% vind og sol. Sidstnævnte har vi allerede så godt som opnået, fordi hele den grønne strømproduktion på 57,4% p.t. udgør 11,5% af vores samlede energiforbrug i Danmark, hvor der ikke er langt til de 13%.

Vi har nok grøn strøm fra vind og sol nu og bliver nødt til at stoppe op og prøve at indføre en anderledes og mere rationel tænkning omkring at fylde vores grønne energibehov op til 100% produktion i Danmark med grøn kernekraft SMR strøm inden, at det er for sent.

Med venlig hilsen

Næsborg og omegns modstandsgruppe

Allan Grutt Hansen

Research Executive, Ph.d.