FODBOLD - Serie 1, herrer

Brønderslev-Nibe: 0-3 (0-0)

Målscorere for Nibe: 0-1 Asbjørn Corfitz, 0-2 Niclas Schunck og 0-3 Andreas Schunck

Nibe skulle søndag en tur til Brønderslev, hvor en sejr ville bringe dem tættere på rækkens 2. plads, som nu er holdets nye mål. Et nederlag ville betyde at bunden af rækken ville komme tættere på. Der skete dog ikke det store i første halveg, hvor Nibe vel kun spillede på 80%

Værd at nævne var et par verdensklasse driblinger i en og samme bevægelse fra Gabi i midten af første halveg, hvor tre Brønderslev spillere blev gjort rundforvirret. Vi skulle helt frem til det 44. minut før der kom en reel chance. Andreas Schunck blev sendt afsted i dybden og var helt alene med målmanden men topscoren brændte desværre den store mulighed.

I halvegen var alle enige om at der sagtens kunne skrues lidt op for tempoet og aggressiviteten. Nibe startede da også anden halveg som lyn og torden. Allerede efter 4 minutter steg Asbjørn Corfitz til vejrs efter et hjørnespark fra Andreas Schunck og headede bolden ind til 1-0. Efter 53 minutter gjorde Niclas Schunck det til 2-0. brormand Andreas headede Niclas afsted i dybden som køligt kunne lobbe bolden over keeperen.

Efter det var Nibe i total kontrol. Brønderslev prøvede og prøvede, men de 4 bagerste stod godt og fik afvist hvad der kom. Efter 65 minutter blev kampen afgjort. Andreas Schunck blev sendt afsted i dybden med en høj bold ude i højre side af feltet og med et brag af flugter bankede han den op i modsatte hjørne. Nibe kørte sejren hjem i ro og mag uden at bruge for mange kræfter.

En kontrolleret indsats, hvor spillerne måske ikke fandt sit vanlige flydende spil frem, men i stedet viser stor klasse ved at stå godt defensivt og straffe modstanderen når de får chancen.