- Onsdag, 24. oktober 2018
HÅNDBOLD - damer, Pokalkamp
Nibe HK (S1) – Dall-Ferslev IF (JS): 19-18 (6-10)
Mål for Nibe HK: Camilla Carlsen og Anne Sofie Jensen 4 mål, Caroline Abildgaard og Marie Dalum 3 mål, Christina Bruun 2 mål, Sofie Klitgaard, Sarah Bach og Astrid Dalum 1 mål.
Tirsdag aften spillede Nibe Håndboldklubs bedste damehold i serie 1 pokalkamp mod Dall Ferslevs Jyllandsserie hold. Op til sæsonstarten spillede holdene træningskamp mod hinanden, hvor Nibe tabte med 8 mål.
Træner Annette Jensen fortæller: – Vi vidste, at vores kontra ville være et rigtig godt våben imod Dall Ferslev. Ellers ville vi gerne bringe spillet, i både forsvar og angreb, fra vores sidste turneringskamp ind i kampen. Det lykkedes desværre ikke i starten af kampen, og vi kom rigtig skidt fra start. Vi kom bagud 2-10, men arbejdede os op på en pausestilling på 6-10. Camilla Carlsen scorede på frikast efter tid, som det sidste i første halvleg.
Vi kom rigtig godt ud til anden halvleg, og formåede ret hurtigt at komme på lige med Dall Ferslev. Kampen var lige med ca. fem minutter igen af kampen. Vi kom så foran med to mål, og formåede på fantastisk forsvarsspil og klogt angrebsspil at bevare føringen, og vinde kampen 19-18.
Pigerne leverede en fantastisk holdindsats. Alle bød ind i forsvar og angreb, og der var flotte målmandspræstationer, understreger Annette Jensen.
Holdet spiller næste kamp i Nibe Idræts- & KulturCenter på lørdag eftermiddag mod IK 1919 Aalborg.









